Bilyde

Dette fænomen har ikke en etableret betegnelse. Det handler om, at man komponerer med musikinstrumenters og lydmediers egne indbyggede bilyde - altså dé utilsigtede, fysiske lyde, som opstår ved betjeningen af instrumentet/apparatet, som traditionelt søges minimeret.

For at forklare fænomenet kan man momentvist betragte også musikinstrumentet som et medium. Ikke fordi akustiske instrumenter essentielt er medier, men fordi denne betragtningsmåde gør definitionen klarere: Instrumentet anskuet som et medium opfører sig ligesom andre medier, idet alle medier rummer information (lyde) som ikke er den del af signalet, men kommer fra mediet selv. Altså en kommunikativ støj. 
Det er susende luftstrømme, spyttets rislen, strengegnidren, raslen af klapper, vejrtrækning osv.

Et særligt fænomen inden for elektronisk musik og lydkunst er, at man benytter et lydmedies egne lyde, således at mediet ikke længere formidler musik, men selv spiller: Radioens susen, pladepillerens knitren, cd'ens glitch (se Glitch) osv.
Dette greb har en dobbelt rolle: Dels bliver det en selvrefleksion af instrumentet og mediet, og samtidig er det en kilde til en udvidet klangverden af støj og rumsteren.

Det skal ikke forveksles med det bredere fænomen "alternative spillemåder", der inkluderer anderledes tonefrembringelser, udefrakommende redskaber, instrumentmanipulationer osv.

Terms

Instrumentbygning

Nogle komponister og lydkunstnere har musikalske visioner, der kræver at de skaber nye instrumenter, som kan opfylde de klanglige behov. Andre skaber et instrument og udvikler dernæst en musik skabt til det. De nye instrumenter kan enten være skabt fra bunden, såsom thereminen eller Luigi Russolos 'intonarumori'. Andre er væsentlige modifikationer af eksisterende instrumenter, såsom det præparerede klaver eller el-guitaren.