PÅ OPDAGELSE PÅ LAK FESTIVAL
Når man ankommer til LAK - festival for nordisk lydkunst 2012, får man i indgangen stukket et program og et kort over festivalområdet og lydkunstinstallationerne i hånden. Området er labyrintisk og ukendt for de fleste. Så det er bare om at gå på opdagelse efter lydkunstværker og eksperimenterende koncerter på den tidligere Sadolin lakfabrik. De store, grå fabrikshaller er nemme at finde. I det første store betonrum bevæger man sig igennem rummet, omgivet af en skov af skrot, som hænger ned fra loftet. Hvert stykke skrot afgiver lyd, og man kan både høre og mærke det, når man går helt tæt på trillebøren, pissoiret eller nedløbsrøret. Værket hedder “Regnskov 2012”. Træder man ind i den anden kæmpemæssige fabrikshal oplever man skrækindjagende pladespillere, ødelagte LP’er, en knirkende dør, en telefon, hvor der ikke er nogen i den anden ende. Det hele er badet i grønt og lilla lys. Stemningen i Vinyl -terror & -horrors installation ”It Must Be My Imagination” er skæbnesvanger og intens. Og så videre i jagten. I en kælder finder man en række sorte slanger, som sukker og brummer, når de fyldes med luft, og fløjter i forskellige toner, når luften pustes ud. Kælderen er næsten helt mørk, og værket ”Under (Onkalo)” af norske Signe Lidén føles som en levende organisme, der lever og ånder. Det er klaustrofobisk og fascinerende. Og videre igen. Denne gang ind i en hærget gammel skurvogn. Her står Ea Borres fine og skrøbelige pap-orgler i rød, gul og sort. Orglerne drives af elektroniske motorer og hjemmebyggede gearkasser, pap-pibernes spinkle hylelyde blandes med motorernes brummen. Udenfor finder man ved hjælp af kortet vej til en rød rusten container. Det er værket ”Metal on Metal on Metal” af finske Joonas Sirén og Eero Pulkkinen. Containeren er omdannet til en stor højtaler, der vibrerer af lyd. Folk sidder omkring den, læner sig op ad den, lytter og lægger en hånd på metalvæggen for at føle vibrationerne. Men der er flere lydkunstværker at opdage på LAK. Man finder dem ved at snuse rundt i de gamle kontorlokaler, i et tidligere sikringsrum og i drivhuset bagerst i områdets nyttehave. Og live-scenerne. DJ-scenen ved de grønne containere og den gamle campingvogn. Her DJ’es alt fra fuglefløjt til lydtapet og soundscapes. Scenen i Tårnrummet er rå og grå; her varierer koncerterne fra performances med dampmaskine til audio-reaktive visuals og hardcore, red-lighted noise.Joonas Sirén og Eero Pulkkinen ved deres værk ”Metal on Metal on Metal”, LAK 2012

Den 6. - 9. september 2012 omdannede musikere og lydkunstnere i samarbejde med projektmagere, arkitekter og designere en gammel fabriksgrund på Amager i København til ’LAK - festival for nordisk lydkunst’. På LAK festival kunne man opleve mere end 30 alternative koncerter og lydperformances, 10 lydinstallationer samt et seminar og forskningsoplæg om urbanitet, lyd og kunst. Visionen bag festivalen var at præsentere ny, eksperimenterende lydkunst fra Norden i unikke rammer for at appellere til et bredt, ungt publikum.

ET MIDLERTIDIGT RÅDERUM
Ved første øjekast ind på grunden på Prags Boulevard 43 møder man synet af kaos. Stedet flyder med mærkelige ting og sager, biler, både, campingvogne, skurvogne, møbler, skrot – alle ting ser ud som om de mere eller mindre tilfældigt er havnet dér. Bevæger man sig ind i de gamle fabriksbygninger, træder stedets historie klart frem. Der lugter af lak og kemikalier. I den store fabrikshal hænger rester af ledninger, rester fra en ophørt industri.

Området er en tidligere lakfabrik, som i dag er ejet af ejendomselskabet Akzo Nobel. Akzo Nobel stillede i 2010 den 6400 m2 store grund til rådighed for foreningen PB43, og derefter har kunstnere, iværksættere, entreprenører, håndværkere og projektmagere i mange afskygninger taget området i brug. De tidligere fabriksrum har fået nye funktioner som cykelværksted, galleri, nycirkus-produktionslokale, fotostudie, kontorfællesskab, træværksted og urban nyttehave. I dag huser området ca. 160 brugere, som alle har et personligt ejerskab til en lille del af stedet, og som samtidig bidrager til skabelsen af et større kreativt, idérigt arbejdsfællesskab. Foreningen PB43 har indtil videre kontrakt med grundejeren, Akzo Nobel, frem til 2016.

Stedets historie og sammensatte karakter gør, at området har en atmosfære af, at alt foregår lige nu og her.  Alt er på lånt tid. Denne midlertidighed spejler sig både i stedets udseende - i det kaos som under overfladen viser sig at have sin egen orden og sammenhæng - og i atmosfæren af kreativitet og ihærdighed blandt de iværksættende ildsjæle på stedet. Både den sanselige fabriks- og midlertidigheds-æstetik og de frie rammer var forhold, vi gerne ville arbejde med i opbygningen af LAK.Et udsnit af festivalområdet på PB43 under LAK 2012

FRA MUSEUM TIL FABRIK
Idéen med at tage et fabriksområde i brug til festivalen udsprang af et ønske om at eksperimentere med udstillingsrammen. Hvad ville der ske med lydkunsten, hvis vi placerede den udenfor koncertsalen eller museets hvide vægge i en post-industriel setting? I første omgang tænkte vi, at de rå, urbane rammer havde nogle sanselige potentialer, der var spændende at arbejde med, fordi området i sig selv sætter sanserne i spil. Rammer, der spillede fint sammen med vores ønske og intention om at etablere en umiddelbar, kropslig og fysisk oplevelse af lydkunst. De forskellige fabriksrum gav os gode muligheder for at indtænke et æstetisk samspil mellem værker og udstillingsrum.

Det traditionelle museumsrum er hovedsagligt skabt til at udstille store malerier eller skulpturer, der ikke siger en lyd. Men hvis man ønsker at udstille mange forskellige lydkunstværker på samme tid, kræver det anderledes rumlige forhold for at de enkelte værkers lydlige dimension ikke interagerer på uintenderede måder eller i værste fald overdøver hinanden. Området på Prags Boulevard 43 var optimalt til vores formål. De adskilte, små og store fabrikslokaler gav hvert lydværk en plads, hvor det kunne opleves og høres uden forstyrrende lyde fra de andre værker.Ea Borre og Mikkel Pihl performer på Eas værker, LAK 2012

Det viste sig at være væsentligt at overveje, hvordan lydkunstværkerne ville fremstå og spille sammen med rammerne på PB43. Ville det fx blive problematisk at skabe fokus på lyden i disse omgivelser, og ville de æstetiske rammer på stedet “overdøve” lydkunstværkerne?

Mange af de udstillende kunstnere på LAK 2012 arbejdede med en maskinel og mekanisk tilgang til lyd i modsætning til fx. trends inden for den moderne mediekunst, der arbejder med et digitalt og højteknologisk udtryk. Derfor mente vi, at lydkunstværkernes visuelle, mekaniske og taktile udtryk fint gik i dialog med den rå, industrielle og midlertidige æstetik på PB43. Når Signe Lidéns værk med de pustende og fløjtende slanger føltes klaustrofobisk, var det netop samspillet med kældertrappen og det mørke kælderrum, der lå lidt væk fra resten af udstillingen, der gjorde, at den følelse blev forstærket. Ligesom følelsen af uhygge ved Vinyl-terror & -horrors værk i fabrikshallen blev intensiveret af betonvæggenes råhed og forfald. Ved at fremhæve og arbejde aktivt med den betydningsafsmitning, der var mellem værker, rum og området i sin helhed, ønskede vi at skabe en intens sansemæssig oplevelse af lydkunsten.Vinyl -terror & -horror performer i fabrikshallen, LAK 2012

PÅ JAGT EFTER LYDEN
En besøgende på LAK fortalte os, hvordan hun, da hun vidste, at der var et lydværk i en container, var gået direkte hen til den første container, hun så på festivalområdet og havde lyttet til den. I starten havde hun ikke kunne høre noget, men efter et stykke tid havde hun lagt mærke til vindens susen i metallet og hele det lydunivers, hun havde omkring sig, andre menneskers skridt i grus, lyden af en fugl i et træ og biler langt væk. Hun fandt senere ud af, at den container, hun havde lyttet til, ikke var et lydkunstværk, men i stedet blot en almindelig container, som stod på festivalpladsen.

Kvindens oplevelse på LAK var naturligvis ikke tilsigtet, men er et godt eksempel på at udstillingsrammerne gav en skærpet opmærksomhed på det omkringværende visuelle og lydlige univers. Og det var netop hensigten med LAK: At eksperimentere med rammerne for, hvordan og hvor lydkunst kan udstilles. LAK festival krævede, at publikum indlevede sig i stedet og fokuserede på at finde og opdage værkerne. Det blev forstærket af, at mange af værkerne på LAK ikke gjorde brug af særligt kraftige lyde, men derimod svagere, subtile lydbilleder, som krævede at publikum lyttede koncentreret. Derfor oplevede vi også en særlig lydhørhed under mange af koncerterne på LAK, hvor publikum ofte sad stille på gulvet uden at snakke og begejstret levede sig ind i lyduniverset.René Middelhede giver koncert i Tårnet på LAK 2012

Samspillet mellem de udstillede værker og de æstetiske rammer på PB43 havde også en anden indvirkning på publikums oplevelse og adfærd. For eksempel tiltrak Joonas Sirén og Eero Pulkkinens rustrøde højtaler-container ofte flere små grupper af mennesker, som sammen lænede sig op af de vibrerende metalvægge. På den måde blev oplevelsen af værket kollektiv. Også i værket “ Regnskov 2012” brugte publikum lang tid ved de forskellige skrotobjekter, en mand tog en stol og stillede den ind under den ophængte trillebør, så han kunne sidde og fornemme det særlige lydbillede netop der. Da en af kunstnerne spontant begyndte at synge ind i skrotobjekterne, begyndte publikum at gøre det samme. Tilsammen dannede det en helt særlig og impulsiv koncert, som kendetegnede  den umiddelbare og spontane tilgang til værkerne, vi ønskede at skabe. Den midlertidige æstetik og atmosfære var med til at skabe en afslappet og uhøjtidelig stemning, som gjorde folk nysgerrige og fik dem til at deltage aktivt i oplevelsen af lydkunst.Værket ”Regnskov 2012” af Hverring, Brewster, Bøttcher, Chang og Børup - - ført an af Holzer og Paluszewski-Hau.

FORANDRING OG SYNERGI PÅ PB43
25 mennesker sidder bænket rundt om et bord. De spiser frokost. Det foregår udenfor i en nyttehave. Rundt omkring dem står potter og kasser med jordbær, krydderurter, gulerødder. Men det er ikke en almindelig frokostsituation. De bænkede folk snakker ikke sammen. I stedet sidder alle med høreværn på i klare gule, røde og blå farver. Nogle er meditativt indadvendte, tygger maden langsomt, sanser. Andre kigger på hinanden, griner, blinker, skåler; uden ord.

Ovenstående er et øjebliksbillede fra én af de to lydløse frokoster, der blev afholdt på LAK festival 2012. Til de lydløse frokoster fik publikum udleveret høreværn og fik muligheden for at lytte til alle de indre lyde, vi normalt ikke hører, når vi spiser. De fik at høre, hvordan mad med forskellig tekstur lyder forskelligt. Samtidig var de lydløse frokoster små sociale eksperimenter, der satte fokus på, hvordan vi interagerer med hinanden, når vi ikke har mulighed for at bruge sproget. De lydløse frokoster blev til i samarbejde med Prags Have, et urbant nyttehaveprojekt på PB43, der fik idéen til frokosterne, da de hørte om LAK. Det er et godt eksempel på den synergi og kreative idéudvikling, som PB43 bidrog til i vores arbejdsproces.Lydløs Frokost på LAK 2012 hvor forfatter Morten Søndergaard holdt frokosttale

PB43 er et sted, der er i konstant forandring. Nye folk flytter ind, nye projekter bliver sat i gang. Det er et særligt frit råderum, hvor sociale, kunstneriske og organisatoriske eksperimenter finder sin plads – midt imellem alt det andet, der foregår. De frie, løse rammer og atmosfæren af midlertidighed viste sig både at give muligheder og udfordringer. På den ene side bidrog det med kreativitet i idéudviklingsfasen, som gjorde, at ideer foldede sig ud på nye måder. Det er den lydløse frokost et godt eksempel på. På en anden side var det en stor udfordring at koordinere og navigere blandt områdets mange brugere. Man kunne aldrig helt vide sig sikker på, hvad der skete på grunden. En uge før festivalens start dukkede der eksempelvis en pibemager op på PB43 i et kolonihavehus – noget vi selvfølgelig også måtte forholde os til i opbygningen af festivalpladsen. De særlige arbejdsvilkår på stedet krævede, at vi havde en åbenhed og fleksibilitet i forhold til at tænke nye løsninger. Alt i alt viste dynamikken, uforudsigeligheden og kreativiteten på PB43 sig at være et inspirerende og produktivt element i udformningen af LAK.

EFTERSPIL
Efter fire intense dage på den gamle lakfabrik lukkede LAK festival gitterlågerne for i år. Den særlige udstillingsramme på PB43 vækkede tilsyneladende publikums nysgerrighed, og det lykkedes LAK at tiltrække mange mennesker, hvoraf en stor del ikke havde oplevet lydkunst før. LAK fik sat lydkunsten på dagsordenen, hvilket både et stort besøgstal og mediedækningen vidnede om. Ved at gøre brug af den midlertidige, urbane æstetik, synes vi, vi formåede at give et indspark i nytænkningen af udstillingsrammerne for lydkunst.Efterårssol på LAK