Elefanter, drager og dødsfald: Matias Vestergårds operaer lever igen

Længe har det været sådan, at vi bedømte vitaliteten i det danske komponistmiljø på, om det formåede at præsentere det nyeste af det nye. Jeg har stået i samtale med koncertarrangører, som har grinet overbærende, hvis jeg har omtalt en ung komponist ved at henvise til et af hans værker med tre-fire år på bagen: »Det er en evighed siden,« har de sagt, »sådan skriver han slet ikke mere, nu er det meget bedre, det synes han jo også selv!« Og så blikket, der siger: Du er en dinosaur, makker. Den kæphøjhed har jeg egentlig godt kunnet lide.

Øv, hvor lyder det opbyggeligt!

Men den seneste tid er der sket noget. Hos genreorganisationen Art Music Denmark har man lanceret projektet »GENSTART«, der skal hjælpe kunstnere med at få genopført værker, der ikke længere er helt nye. Og rundtomkring ser man dette gengangeri i fuldt flor: Da den ellers fremsynede SPOR Festival fejrede 20-års jubilæum sidste år, skete det blandt andet med værker af Simon Løffler, Sandra Boss og Ea Borre, som allerede havde været opført på festivalen før. Hvorfor købe nyt, når man kan genbruge?

Tendensen slægter sig på det seneste årtis øgede fokus på bæredygtighed, ikke kun hvad angår klima, men også når det gælder repræsentation og arbejdsliv. Kunstnere har også ret til ordnede forhold, lyder ræsonnementet, og ved at styrke indsatsen for genopførelser søger man væk fra en opslidende brug og smid væk-kultur og håber at give værker et længere liv. Øv, hvor lyder det opbyggeligt!

Heldigvis er det sjovere, end det lyder. For et af resultaterne er, at man her i januar har kunnet genopleve to operaer af den flamboyante millennialkomponist Matias Vestergård i København. Den ene, Murder on the Titanic, er en morderisk sag fra hans tid på konservatoriet, den anden, Lisbon Floor, er endnu en morderisk sag – faktisk endnu mere morderisk – som vandt Reumert-prisen for bedste opera i 2023. Sad man nu tilfældigvis i juryen det år, rejste gensynet derfor ikke bare spørgsmålet: Hvad er det, Vestergård kan med scenisk musik, men også: Tog vi fejl?

Hvad er det, Vestergård kan med scenisk musik? Tog vi fejl?

Hold kæft, et galehus

Det gjorde vi ikke. Heller ikke selvom der selvfølgelig er faldgruber i Vestergårds musikdramatik. Da jeg nu for anden gang i mit liv sidder langs væggene på DKDM’s Studiescene og overværer det dekadente mordmysterie Murder on the Titanic, uropført samme sted i 2019, er det tydeligt, at hans største force også er hans største udfordring. For hvordan skaber man flow i et musikalsk forløb, når man så gerne vil have konstant forandring: hele tiden nye klange, nye stilarter, nye måder at bevæge sig ind og ud af en aries naturlige udvikling på.

Så tøffer en klarinet a la John Adams’ postminimalisme, mens skibet stævner ud fra Southampton

I dette tidlige studieværk er svaret, at det flow skaber man for så vidt ikke. Mens omtrent tyve karakterer vrimler rundt på Titanic – digtere som Virginia Woolf og T.S. Eliot, det amerikanske præsidentpar Taft, castet fra Downton Abbey og en blond yngling ved navn Leo – er det musikalske forløb præget af stop-and-go.

Så tøffer en klarinet a la John Adams’ postminimalisme, mens skibet stævner ud fra Southampton. Så nærmer vi os latinamerikansk rytmik, idet to tjenere konstaterer, at noget ikke føles helt rigtigt, og en skeletdans på xylofon udvikler sig til kæntrede klangstød i kammerorkestret. Så lyder et jubelkor, der bliver til hjemsøgt overtonespil på violin, mens Edgar Allan Poes genfærd et sted på skibet lægger planer om at myrde Atticus Finch, sagføreren fra Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, der også er ombord.

Sådan fortsætter operaen – forbi vaudevillevals, flænset messing, hamren på vaskebræt og en abrahamsensk slutakt tegnet op af flimrende lysklang efter skibsforliset – inden det hele ender i overdådigt Disney-kor og et galgenhumoristisk påbud om at møde dommedag med oprejst pande.

»What a madhouse!« konstaterer en af tjenerne undervejs. Og det er måske nøglen til at leve sig ind i Murder on the Titanic. Kort forinden er det besluttet at slå Finch-begravelsen – ja, Poe fik ham altså – sammen med et 60-års jubilæum for en af de øvrige passagerer, den italienske kastratsanger Domenico Mustafà (sunget af en mystisk, blasert sopran i leopardplettet jakkesæt). Det ér et galehus, og inden længe optræder Mastafà i Lynch-agtig pardans med Poes genfærd tilsat melankolsk soloklaver et sted mellem Chopin og The Godfather.

Dér er Vestergård-oplevelsen: På et tidspunkt accepterer man absurditeten, læner sig tilbage og synker ned i hans – og librettisten Lea Marie Løppenthins – skødesløse virtuositet og hittepåsomhed. Deres gakkede, men sirligt udførlige tilgang afslører en enorm kærlighed til operagenren og en lige så stor respektløshed over for den. Hvorfor skulle alt ikke kunne lade sig gøre på én gang?

Elefanter vs. drager

Så spoler vi tiden frem. Tre år efter premieren på Murder on the Titanic blev Vestergård og Løppenthin i 2022 opgraderet til Takkelloftet i Operaen under Copenhagen Opera Festival. Komponisten var kun lige debuteret fra konservatoriet, men Politikens iBYEN-redaktion slog ham på forhånd op som en »sensation« (avisens anmelder var mere forbeholden), og Lisbon Floor foldede sig megalomant ud over tre fulde akter.

Nu er vi tilbage samme sted, men til en koncertant og forkortet udgave på en time, igen med Athelas som husorkester. Mellem uddrag fra operaen opsummeres handlingen over højttalere: En flok særlinge flytter ind i et hjemsøgt højhus og begynder så småt at slå hinanden ihjel. På en sjov måde.

Og det ér sjovt. En mezzosopran forklædt som nørd skygges af tæt messing og synger om styrkeforholdet mellem elefanter og drager. Så sætter hun, Sophie Haagen, sig ved sin Mac, forfatter et cute-awkward kærlighedsbrev til en fyr, hun senere myrder i et blodbad, og med sin sært dybe kartoffelklang lægger hun sig legato mellem gonger, gurglende fløjte og en boppende popminimalisme. Kort efter: en vidunderlig kvartet med spor af barbershop, hvor vi forstår, at bøsseparret Alex og Alex’ hjemmedyrkede baby skal ofres til et plantemonster. Fedt.

Man kunne ønske sig, var, at Operaen en dag mandede sig op til at bestille en version for fuldt orkester og turde trykteste den på et større publikum

Ligesom i Murder on the Titanic er der passager inspireret af amerikanske komponister som John Adams og Philip Glass: i indledningen en varm melodisk sans under en hektisk overflade med febrile violiner, der minder om Adams’ fortællelyst; mod slutningen en dyb molsløjfe, der spirer i klaver og basun for så at sætte sig i orkestret som ond mordstemning, mens Haagen gør det af med kontratenor Steffen Jespersen efter et skænderi om – ja, du gættede det – elefanter og drager.

Men man kommer også til at tænke på en komponist som George Benjamin, der ligesom Vestergård sætter deklamatoriske vokaler over evigt foranderlige, sære klange og i sit parløb med librettisten Martin Crimp søger at overskride grænser. Blot er det svært at forestille sig den noget mere alvorlige brite indlejre båndet børnekor og konkurrere med Vestergård-Løppenthin i generel kådhed. De har deres helt eget befriede udtryk.

For godt til glemsel

Hvad man også bemærker i Lisbon on Floor, er et stærkere flow end i Murder on the Titanic. Musikken skejer stadig ud, men med mere organiske overgange. Igen kan man lade sig nedsænke i Vestergård-oplevelsen og nyde de konstante klanglige påfund, men nu uden stop-and-go-fornemmelsen. Det hele hænger sammen, og det eneste, man kunne ønske sig, var, at Operaen en dag mandede sig op til at bestille en version for fuldt orkester og turde trykteste den på et større publikum.

Måske er det den dag, der nærmer sig med det øgede fokus på at give værker et længere liv. Under min Vestergård-maraton støder jeg på lederen af det eksperimenterende operakompagni OPE-N, Louise Beck, der lige er landet med flyet fra Toronto. Her har hun og kontratenoren Morten Grove Frandsen opsat Matilde Böchers soloopera LOL – Laughing Out Lonely, som siden uropførelsen på SPOR i 2023 har spillet på flere danske og udenlandske scener. Det fortsætter i år med ture til blandt andet Edinburgh, Malmø og New York.

Jeg mener helt alvorligt, at der er brug for dens løsslupne, men virtuost formede humor i et internationalt operaliv

Som hun selv siger, er det selvfølgelig lettere at turnere med en soloopera. Men kunne man forestille sig, at Lisbon Floor også fik et internationalt liv? Jeg mener helt alvorligt, at der er brug for dens løsslupne, men virtuost formede humor i et internationalt operaliv, som gisper efter nye impulser og et mindre selvhøjtideligt publikum. Lisbon Floor er – og det er jo hele gengangeriets pointe – alt for god til kun at blive opført én, nu én og en halv, gang. I hvert fald hvis du spørger denne dinosaur.

»Lisbon Floor«, Takkelloftet, 15. januar. »Murder on the Titanic«, DKDM, 20.-21. januar. Efter planen uropføres Matias Vestergård og Rebekka Bohse Meyers interaktive opera »Family Constellations« – også den et mordmysterie – i 2027.