Se Venedig og kast op

»Vanen er den ballast, der lænker hunden til sit eget opkast.«

Nej, det er ikke Marie Koldkjær Højlund, der har sagt det. Hun kender citatets ophavsmand, Samuel Beckett, der i 1930 udgav et essay om Marcel Prousts romanværk På sporet af den tabte tid, hvor han peger på vanens magt til at fastholde mennesker i ubehagelige mønstre.

»Jeg har altid været ‘out of place’, enten dengang jeg var pigen i drengebandet Nephew, eller nu som forskeren, der også skriver popmusik«

Højlund er lektor i sound studies og har dermed en bred akademisk referenceramme. Alligevel kender hun ikke det specifikke citat, da jeg (naturligvis lidt længere inde i vores samtale) forsigtigt bringer det på banen på den lille café på Jægergårdsgade i Aarhus, der ligesom mange andre morgener danner en ramme for Højlunds flyvske virke.

Hendes energiske karisma og oprigtige nysgerrighed har styret hele samtalen i fuld fart hen mod, at det dér med vaner og opkast er noget, hun stræber efter at iscenesætte i både sit akademiske og kunstneriske arbejde som lydkunstner, musiker og komponist. Bare rolig, forklaring følger. Men vi må starte med at følge hendes vej ad det multifacetterede karrierespor.

Vi har en verden, hvor man skal vælge én vej

»Dengang jeg troede, at jeg skulle vælge mellem musikken og forskningen, var der selvfølgelig mange, der heppede på den udbredte fortælling om at 'gå med musikken og følge sit hjerte'. Det var et decideret livsdilemma, der baserede sig på det dér forbandede med, at vi har en verden, hvor man skal vælge én vej – og være helt unik. Særligt i musikken fortsætter vi en geni-dyrkelse, som burde være forældet. Men forfatteren Merete Pryds Helle påpegede over for mig, at der mangler flere kvinder i forskningen end i popmusikken. Det blev meget afgørende for mig. Nogle gange er der utrolig stor magt i en enkelt sætning, som nogen har sagt.«

»Jeg har altid set musikken som kernen i mig,« forklarer hun, der i helt konkret forstand er et produkt af et hjem med klaver. Den kreative familie sendte Marie Højlund til klaverundervisning fra seksårsalderen. I familiekoret opdagede hun tidligt musikfællesskabets resonans og var bl.a. med til at synge Händels Messias som 12-årig. Men den unge Marie gad ikke øve klaver. I stedet afprøvede hun instrumentets grænser med nye kompositioner, fx ved at synge ned i det.

Selvom hun fortsatte med både guitar og bas, blev computeren fra omkring år 2000 Højlunds grundværktøj, og popmusikken fyldte i 00'erne med hendes bands Tiger Tunes og Marybell Katastrophy. I 2012 begyndte hun på sit ph.d.-projekt, hvor hun designede et lydmøbel til sygehuse, og fra begyndelsen integrerede hun dermed sin kunstneriske praksis dybt i sin forskning: Det kaldes praksisbaseret forskning.

Marie Højlunds praksis folder sig således ikke alene ud på kontoret på Aarhus Universitet, men også i øvelokaler i byen eller i studiet og musikrummet derhjemme. Jeg spørger, om hun mon ofte bliver spurgt til, hvornår hun er kunstner, og hvornår hun er forsker – og om det ikke er en unødvendig opdeling? 

Folk tror altid, at jeg laver en dims. Og jeg har lavet masser af dimser, for de er ofte en del af outputtet

»Jo. Det er det spørgsmål, jeg oftest får, og det er absurd. Der er ikke en opdeling i mit liv og praksis. Den slags kategorier er hæmmende. Jeg er meget inspireret af forsker og forfatter Sara Ahmed, der taler om en dobbelthed mellem hypersynlighed og usynlighed i den krop, der er 'out of place'. Jeg har altid været ‘out of place’, enten dengang jeg var pigen i drengebandet Nephew, eller nu som forskeren, der også skriver popmusik. Så er man ikke på lige fod, man er på én gang overset, men samtidigt står man ud.«

Jeg er nødt til at indskyde, at ligesom opdelingen mellem forskning og kunst kan være en hæmmende kategorisering, er der jo også nogle begrænsninger i selve begrebet praksisbaseret forskning. For, som min kollega engang påpegede, hvad er dets modsætning – upraktisk forskning? 

Og så griner vi lidt.

»Ligesom jeg ikke opdeler kunst og forskning, har jeg aldrig opdelt kunst og hverdag«

Dimser, (vane)brud og interventioner

»For mig handler praksisbaseret forskning i høj grad om at intervenere noget og være skabende. Folk tror altid, at jeg laver en dims. Og jeg har lavet masser af dimser, for de er ofte en del af outputtet. Men det handler primært om at stille spørgsmål og få viden gennem processer. Et godt spørgsmål at stille sig er eksempelvis, hvordan fødestuer bliver et rarere sted at være? Og det har jeg forsøgt at undersøge gennem kunsten som proces. Det er et kæmpe privilegium at have praksissen til at forstå teoretiske begreber gennem.«

»Mine værker ender sjældent på museum. De styres af møder med virkeligheder og miljøer og kulturer«

»Ligesom jeg ikke opdeler kunst og forskning, har jeg aldrig opdelt kunst og hverdag. Noget, der blev definerende for mig, var de hverdagsmøder, der skete i værket LYS – landskab og stemmer i 2011, hvor jeg sammen med kunster Elle-Mie Ejdrup Hansen kørte rundt i seks kommuner med en campingvogn med optagerudstyr og inviterede folk ind fra gaden, arbejdspladser og skoler til at læse Inger Christensens digt »Lys« op. Optagelserne fra campingvognen blev til et lydværk, som blev spillet forskellige steder i den østjyske natur.

»Vi er vanemennesker. Vi tænker ofte meget stort om, hvad vi skal gøre anderledes i en rimeligt fucked verden«

Publikum kom i skumringstiden og gik omkring i værket med deres madkurve. Mine værker ender sjældent på museum. De styres af møder med virkeligheder og miljøer og kulturer, de bryder med de forventninger, man har til den kontekst, vi normalt møder kunsten i. Hvor tit har man lige en madkurv med til kunstudstilling? Jeg elsker de sammenstød og brud med vores vaner! Og jeg tror, der er et stort potentiale her.«

»Alt for meget kunst handler om at miste fodfæstet. Jeg vil tilbyde publikum et sikkert sted, hvorfra man kan udforske hverdagen«

Det ses også i ét af Højlunds nyeste værker, Svanesang, hvor hun sammen med Julian Toldam Juhlin og Christian Albrechtsen har optaget drengestemmer i overgang fra Herning Kirkes Drengekor. Det er jo helt konkret et fokus på fysiske brud. Men hvad er potentialet i det?

»Vi er vanemennesker. Vi tænker ofte meget stort om, hvad vi skal gøre anderledes i en rimeligt fucked verden. Jeg spørger, hvad kunstens rolle er. Gennem praksissen kan man bryde med vanemæssige sansninger og kategorier – og jeg har efterhånden fundet ud af, hvor nemt det faktisk er at bryde vaner, hvis man inviteres til det, men hvor svært det er at bryde vaner inden for de gængse rammer. For at parafrasere filosof Timothy Morton ser man først tingene, når der sker brud – som når man rejser til et andet land og alt pludselig træder i forgrunden. Men jeg vil ikke så langt ud, at ingen forstår det. Alt for meget kunst handler om at miste fodfæstet. Jeg vil tilbyde publikum et sikkert sted, hvorfra man kan udforske hverdagen.«

»Jeg kan ikke give stjerner til Teater Republiques Døden i Venedig for jeg forstår den ikke«

Her fristes jeg til at spørge til Morten Buckhøjs nylige anmeldelse af teateropsætningen Døden i Venedig på Teater Republique. Højlund har komponeret musik til denne iscenesættelse af Thomas Manns berømte roman (ja, nu er vi igen i litteraturens verden), der handler om en ældre mands længsel mod ungdom og konfrontation med sin egen dødelighed. Anmelderen Buckhøj måtte give fortabt, fordi han ikke forstod stykket.

»Jeg er vild med den anmeldelse!« udbryder Højlund. »Det interesserer mig helt vildt, at noget ikke kan bedømmes, fordi det ikke kan kategoriseres. Når en kanoniseret roman bliver sat op som performance-værk, sker der simpelthen en kategoriforvirring, der måske også har noget at gøre med vores opmærksomhedsøkonomi. Vi er i en verden fyldt af signaler, og Døden i Venedig er et værk, hvor baggrunden bliver forgrund: Helt konkret stiger vandet, altså byens baggrund, og tager over i fortællingen. Så dette kategoriseringsbrud ligger i det litterære forlæg.«

»Instruktører er sgu ret modige. De er ikke people pleasers«

»Det er derfor, jeg elsker at lave teater. Det er et livseksperimentarium, hvor man netop kan bryde med vaner. Instruktører er sgu ret modige. De er ikke people pleasers, de arbejder med opmærksomheden. I Døden i Venedig turde vi trække scener ud, så det blev helt pinagtigt: Der var en alt for lang scene med et oldingeband, der pruttede og havde plat humor. Teateret tør være i det pinagtige. Mærker man så en afsky mod at blive gammel? Ja. Går man ud af teatersalen og tænker, at det var fedt at se? Nej. Men en undersøgelse viser, at 0% af os ønsker at komme på plejehjem. Teateret siger: Det er vi simpelthen nødt til at forholde os til, se på og væmmes ved. Og heldigvis slutter værket jo ikke ved væmmelsen.«

Vaner, død og opkast

Og her er vi tilbage ved vanen som en ballast, der lænker hunden til sit eget opkast. Højlund forbinder lynhurtigt citatet til det fænomen, filosof Julia Kristeva har kaldt »det abjekte«. Det er en afsky mod noget, som før var en del af kroppen og subjektet, men afstødes som objekt, fx opkast, blod, afføring, afklippede tånegle.

»Der er sådan en afsky ved ting, der er afstødt af os og vores kultur. I det abjekte konfronteres vi med noget af os, der er dødt, og deri ser vi vores egen dødelighed. Det er jo lige præcist dét, Døden i Venedig handler om. Men på en større samfundsmæssig klinge ser vi det blandt andet i hjemløse, der er afstødt af vores samfund. Jeg har arbejdet med hjemløshed som tema og brugt kunsten til at bryde nogle vaner, der lænker os til den afsky. Med kunsten kan man tvinges til at se på den og sige: Det her er en del af dig og din hverdag.«

Marie Højlund vender på den måde hele tiden tilbage til hverdagen som et våben til at forholde sig til de store kriser.

»Som musikfilosof Robin James argumenterer for, er der modstand i apati og melankoli, netop ved ikke at overkomme, men at blive i det svære, at se på opkastet, fremhæve det abjekte. Jeg føler, min kunst er en modstandspraksis til de store, ubegribelige kriser, som Timothy Morton kalder 'hyperobjekter'. Min modstand sker netop ved at blive i det lokale og ikke-spektakulære.«

»Jeg sidder ikke og venter på inspirationen – det går ikke«

Stol på tilfældet – og sov

Til sidst er jeg simpelthen nødt til at stille det mest banale og samtidigt presserende spørgsmål til Marie Højlund: Hvordan i alverden overkommer hun alligevel alt det her? 

Svaret på det spørgsmål er ganske hverdagsligt og befriende:

»Altså for det første er jeg god til at sove. Og holde fri. Det er vigtigt at anerkende alt det, der ligger rundt om kunsten, som Cecilie Ullerup Schmidt kalder 'produktionsæstetik'. Det hjælper også, at jeg næsten altid arbejder sammen med nogen. Og så vil jeg sige at … Altså … Nej, nu siger jeg det bare: Jeg har ekstremt let ved at lave musik, når jeg skal. Jeg sidder ikke og venter på inspirationen – det går ikke. Jeg arbejder meget med tilfældighederne, for jeg tror, det tilfældige er noget med rytmer og forbindelser, der ikke kan planlægges, men som jeg stoler på.«

Og hvad er så planerne for 2026? Det er såmænd bare at tage hul på spilbranchen, et område Højlund endnu ikke har erobret.

Hun er ved at komponere musikken til computerspillet Out of Words, der er solgt til Epic Games. Traileren er allerede blevet vist til 150 millioner seere under spilbranchens pendant til Oscar-uddelingerne. Spillet er en stopmotion om to dukker, der mister deres munde og falder ned i en verden, hvor de skal genfinde sproget. 

»Noget af det, jeg så ikke får tid til, er at lave min egen plade i soloprojektet KH Marie«

»Det er håndlavet og handler om kærlighed, processer og stemmer i en opbyggelig historie. Det er lige den modbevægelse vi har brug for til tidens AI-produktioner,« understreger Højlund, inden hun nævner nogle andre opgaver i det kommende år, blandt andet en fortolkning af romanen Barbara på Aarhus Teater.

»Noget af det, jeg så ikke får tid til, er at lave min egen plade i soloprojektet KH Marie efter debuten i Corona-året 2020. Jeg har masser af sange, det er ren lyst, men … netop derfor venter jeg, til der er tid i stedet for at presse det igennem.«