interview
A Dance with the Site-Specific: Simon Steen-Andersen at 50
The Danish composer turns architecture, body, and context into part of the work – challenging our notions of what music is and how we experience it.
interview
En dans med det stedsspecifikke: Simon Steen-Andersen fylder 50
Den danske komponist gør artikektur, krop og kontekst til en del af værket – og udfordrer vores forestillinger om, hvad musik er, og hvordan vi oplever den.
kritik
I skyggen af Pärt
Estonian Music Days viste et estisk musikliv i spænd mellem tradition, fornyelse og en urolig verden.
in brief
The Kids Are Alright
But yes, you missed out. Especially on young Albert Laubel, who did exactly what you hope someone will do at this kind of concert: suddenly step forward, make a mark, and promise something for the future
kortkritik
Børnene er alright
Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden
review
In the Shadow of Pärt
Estonian Music Days revealed a musical culture caught between tradition, renewal, and a restless world.
kortkritik
Harpens stille søvn
Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke
in brief
A Cave of Sound: TAK Ensemble Cuts into the Acoustic Darkness
TAK Ensemble once again demonstrates its remarkable sensitivity to the materiality of sound, inviting listeners to move beyond the often harsh surface of the present – and, perhaps, to breathe more freely again
kortkritik
En hule af lyd: TAK Ensemble skærer sig ind i det akustiske mørke
TAK Ensemble demonstrerer endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere
kortkritik
Hvid som et sår
Selv de mest brutale lyde i Laura Bowlers »The White Book« besad en forfinet og afvæbnende skrøbelighed
in brief
The Harp’s Quiet Slumber
Yet Barwick’s cinematic whistling and Lattimore’s harp arpeggios still found a glimmer of light within the dystopian darkness
in brief
White as a Wound
Even the most brutal sounds in Laura Bowlers »The White Book« possessed a refined and disarming fragility