podcast episode

  • podcast episode
    16.12.2017

    Musikken af lyd

    Burmesisk insekt-electronica, maritime riter, et sted kaldet "zonen", en løbsk saxofon i Paris' forstæder, et mexicansk spøgelsestog og en syngende ørken; året er omme, og vi giver os hen til de mange rum og klange, der gemmer sig i nogle af de bedste lydoptagelser, der nogensinde er lavet, men som vi ikke har nået i årets løb. Vi lytter til – ikke lyden af musik men – musikken af lyd.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 16.12.2017
  • podcast episode
    25.11.2017

    Ekstralytning: En sonisk tidskapsel

    Efter en testtone, der indrammer det hørbare frekvensområde for et typisk menneske, følger en række lyde, som deltagerne på vores workshop har valgt skal repræsentere os over for fremtidige og fremmede civilisationer. Lyt Dybts egen soniske tidskapsel kan høres her så længe denne civilisation og dens internet består – herefter skal den graves frem af den lufttætte og rustfri beholder, som vi gemmer den i. Her bliver den opbevaret de næste forhåbentligt mange hundrede år på en grammofonplade, som kan afspilles mekanisk med den medfølgende pap-pladespiller. Alt dette er gjort muligt med støtte fra Dansk Komponistforening.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 25.11.2017
  • podcast episode
    18.11.2017

    Lyden af planeten Jorden III

    I det tredje og sidste afsnit af serien om fænomenet Voyager Golden Records møder vi Andrea Zarza Canova fra British Library Sound Archive, som har skrevet en instruktion til, hvordan man konstruerer en sonisk tidskapsel. Hun hjælper os med den svære disciplin det er at sætte sig i en fremtidig lytters sted og blive turist i sit eget lydlandskab. Som hun forklarer, handler tidskapsler – heriblandt guldpladerne som NASA sendte ud – mindst lige så meget om os selv, som de handler om den fremtid og de fremmede, som modtager dem.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 18.11.2017
  • podcast episode
    10.11.2017

    Ekstralytning: "Dynamics of Fluids in Porous Media" af Andreas Führer

    Lyt til Andreas Führers talende, syngende værk "Dynamics of Fluids in Porous Media", som vi undersøgte og hørte skitser af i det seneste afsnit af podcasten. Det beskæftiger sig med musicals og med momentet, hvor lydene produceret i munden på de medvirkende forlader talens univers og indtræder i sangens. Værket er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 10.11.2017
  • podcast episode
    21.10.2017

    Væskers bevægelse i porøse objekter

    Andreas Führer har en grundlæggende undren over et meget centralt moment i musicals: Hvad sker der lige dér, hvor folk holder op med at tale og i stedet bryder ud i sang? Spørgsmålet er genstand for hans værk "Dynamics of fluids in porous media" og for dette program, hvor vi besøger ham i en lille flække lidt uden for Silkeborg. Undervejs overgiver vi os til Führers univers og tankegang, til 30’er-musicalen "The Wizard of Oz" og til den amerikanske komponist Robert Ashley, som spøger lidt i kulissen.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 21.10.2017
  • podcast episode
    22.09.2017

    Ekstralytning: Æterløjer

    Støjen på en kortbølgeradio er lyden af alle de radiobølger, der flyver rundt i atmosfæren og zigzagger mellem jordens overflade og himmelrummet over os. Det er radiosignaler udsat for meteorologiske omstændigheder, lyden af energiers påvirkning og atmosfærens modulationer af stemmer og musik. Lyt Dybts to værter har til denne ekstralytning anvendt den digitale kortbølgeradio Wide-band WebSDR fra Universitetet i Twente som et sfærisk instrument og skabt en lille kollage af noget af alt dét, der svæver i æteren.
    Af Jan Stricker & Rasmus Cleve Christensen 22.09.2017