kortkritik
20.02.2023

Abstraktion over døvhed

Operanord: »For døve ører«
© PR
© PR

Konsekvens fortjener ros, så prisværdigt er det jo, at der i Louise Becks anden opsætning af høreskadefantasien For døve ører (2021) hersker en urokkelig forvirring fra start til slut.

Først vrider Katinka Fogh Vindelev, værkets komponist, sig ud af en arie fra Bellinis Søvngængersken og møder så den døvfødte, men fromt syngende teenager Lova Heick og den øreslidte, men stadig bralrende rockpensionist Lotte Rømer.

»Jeg vil kunne det, du kan,« udbryder Vindelev løjerligt privilegieblindt, efter Heick med let synkoperet synth og ungdommelig autotune har lovprist det høreimplantat, der tillader hende at tænde og, ikke mindst, slukke for omverdenen.

Hvorfor Vindelevs søvndrukne og sært overflødige figur længes sådan efter at »lukke ørerne«, forbliver en gåde i Ida Marie Hedes abstrakte libretto fyldt med famlende tanker om lytningens natur.

Findes svaret i det musikalske greb? I mødet mellem Heicks popnaivisme, Rømers rocknostalgi og Vindelevs recitativer, hvor fløjte, harpe, violin og slagtøj blot spiller brudte akkorder eller små motivcirkler? Ikke rigtig, vel.

Ej heller i de roterende ansigter på lærredet, den pludselige afklædning på scenen, en stemmegaffel sat mod knoglerne, »lå lå lå«-brægen eller skiftet mellem højttalere og udleverede hovedtelefoner, som egentlig ingen effekt har.

Døvheden forbliver underligt ukonkret i både musik og tekst, og tilbage står særligt Lova Heicks uudfoldede drømmevæsen og kalder på at blive sat i centrum for værket. Men forvirringen kan der ikke sættes en finger på, hverken blandt publikum eller medvirkende.

kortkritikrelease
11.08

Stemmer fra en svunden tid

Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«
© PR
© PR

Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.

Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.

© PR

»For mig er musik i sin essens fuldstændig og total frihed. Når vi begynder at organisere musikken, er det et tilbud om at forstå os selv, vores valg og vores verden.«

Lennart Ginman er musiker, komponist og producer Hah har samarbejdet med førende kunstnere indenfor jazz, electronica og progressiv techno. Ginman er specielt anerkendt for at kombinere den elektroniske og den akustiske musik i et personligt, filmisk og dramatisk lydunivers udenfor genre. Ginman har skabt syv albums i eget navn, bl.a. et album sammen med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen, Ginman/Jørgensen. Han kan for tiden høres med trioen GinmanBlachmanDahl.

kortkritikrelease
07.08

Gąsiorek ser sig aldrig tilbage

Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
© PR

Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.

Sinne Eeg. © Warny Mandrup

»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«

Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.

© Vakuumpagten

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?