Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.
I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.
Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.
Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.
