Kortkritik
05.08.2024

Ambient til den fjerde verden

Anton Friisgaard: »Teratai Åkande«
© Anton Friisgaard
© Anton Friisgaard

Gamelanorkestret Gamelan Salukats koncert på Roskilde Festival i 2018 gjorde øjensynligt ikke kun stort indtryk på denne anmelder. Samme år rejste ambientmusikeren Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) til Ubud, Bali og optog musik med flere medlemmer af ensemblet. 

Dette er dette møde, som Teratai Åkande er vokset ud af. Et album, der i overensstemmelse med Jon Hassells koncept om fourth world-musik præsenterer en distinkt kulturel og etnisk forankret musikalsk tradition rekontekstualiseret gennem et vestligt perspektiv. I dette tilfælde balinesisk gamelan filtreret gennem Friisgaards klipning og efterbehandling. For mens gamelankompositioner ofte føles cirkulære med længerevarende rundgange, der afløser hinanden, så har Friisgaard med en dokumentarists sans for narrativ udvikling reduceret ned til mere fragmenterede, stemningsbaserede og i sidste ende vestligt letfordøjelige numre.

Det traditionelle perlende slagtøj, gonger og fløjter sættes på numre som »Lavitir« og »Havun« i et relief af henholdsvis insekt- og/eller fuglelyde og skvulpende vand, mens rumklang og ekko skaber en følelse af fjern tilstedeværelse. Andetsteds, fx på »Kampaka«, er den elektroniske musiks kompositionsteknikker mere fremtrædende. Fælles for alle otte numre er, at de repræsenterer et spændende møde mellem to vidt forskellige musikalske verdener. Friisgaards album emmer af en åbenlys stor hengivenhed for gamelanmusikken og dens ophavspersoner.

Kortkritik
22.06.2023

Metalguitar vs. strygekvartet: 3-0

 David T. Little: Black Lodge
© PR
© PR

Renskuret »nu metal« med pæne, halvtunge guitar-riffs møder spinkle strygere på albumversionen af operaen Black Lodge. Det er den amerikanske grænsegænger-komponist David T. Little, der har skabt den sære fusion. Han har fundet fællesnævneren mellem hård rock og melodisk, klassisk musik – og det er åbenbart storladen, lidt skinger sang med kraftige vibrationer og mod på at gå efter de mest teatralske, højtidelige øjeblikke hele tiden. Det er en horroropera med hilsener til William S. Burroughs opklippede tekster og David Lynchs uhyggelige univers fra Twin Peaks – the black lodge – hvor de døde opholder sig i en slags forgård til helvede. 

Helt konkret sidder glamrock-sangeren Timur i den sorte hytte og synger sin desperation ud som operaens eneste medvirkende. I selskab med glitterbandet The Dime Museum og strygekvartetten Isaura. En time tager det, før albummet kulminerer i monstrøs falsetsang og alle former for heavyrock-klicheer i lydbilleder, hvor de medvirkende strygere og deres små klangfigurer taber stort til guitarens hvide støj og stortrommens tunge bund. 

Det store problem her er, at musikken ganske enkelt ikke er uhyggelig eller vild. Oprindelig er projektet både en mørktonet film og en opsætning på Opera Philadelphias festival O22, og måske kunne værket faktisk noget med sin visuelle side. For sig er musikken ret uinteressant, og man tager sig selv i at overveje, om man har misforstået det hele? Er det egentlig en rock/opera-parodi? I det tilfælde er det måske meget sjovt. 

© PR

Komponist Line Tjørnhøj bygger sin musik op ud fra tanken om, at den menneskelige stemme er et af de mest basale elementer i vores lydunivers – den har en umiddelbar adgang til ører og følelser. Når hun skaber musikalske fortællinger, fokuserer hun på at udforske de beroligende kvaliteter og jamrende skønheder ved instrumenter, stemmer, industrielle betonlyde samt de intime lyde, der er relateret til vores daglige menneskelige aktivitet. Tjørnhøj er kendt for at beskæftige sig med universelle temaer og tidløse problemer gennem nutidige scenerier – og især for sit mod til at tage fat på menneskelig grusomhed og magtmisbrug.

Kortkritik
19.06.2023

Statiske vibrationer

Irma Hünerfauth: »Speaking Boxes«
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian
© GRAYSC / Irma Hünerfauth / Simian

Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.

Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.

Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.

I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.

Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.

© PR

Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound. 

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.