Arkiv over fragmenter
Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.
De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.
Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.
Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.
Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.
Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.
Genreselvmord på klubben
Puha. Allerede efter første nummer på Romeo må jeg trykke pause, hente et glas vand og tage en dyb indånding. Der er smæk på den irske producer Sega Bodegas svære 2’er. Et lemlæstet vokalsample starter pladen og bliver hurtig ledsaget af filtreret beatboxing og den mest ildevarslende strubelyd, jeg længe har hørt. En dommedagsintro, der forbereder en adrenalinhøj gabber-puls i trommer og bas og det slagkraftige spørgsmål: »You don’t own my effiminacy, do you?«
Det hæsblæsende åbningsnummer »Effiminacy«, der også rummer et barmhjertigt og dødlækkert omkvæd i half-time, sætter tårnhøje forventninger til resten af pladen. I den grad overmodigt. Men også befriende, fordi vi slipper for albumformatets tyndslidte berettermodel og går direkte til point of no return.
Selvfølgelig vil Bodega for meget på én gang. EDM-troper, vrangvendte popformer med fremmedgjorte omkvæd, underkuet dancehall, 2021-trends som hyperpop og UK garage og så naturligvis vokaler i alle regnbuens manipulationer. Arca kigger også forbi på nummeret »Cicada« og dekonstruerer alting i sin vanlige blodrus. På »Naturopathe« bliver vi beriget med Charlotte Gainsbourgs hviskevokal i en herligt simrende mosekonebryg af et listende lounge-track.
Det er en tidstypisk genrekamikaze, Bodega bedriver. Stilren forvirring. Men der er noget særegent i den rastløse måde, han blander de forskellige klubgenrer på. Ikke hovedløst, tværtimod. Sangskrivningen er det primære, og det er en fryd at høre, hvordan de iltre indfald bliver til nysgerrige sangstrukturer og mageligt beherskede produktioner.
Frahms blockbusterfantasier
Nils Frahm har mange venner. På dette album alene præsenterer han lytteren for ikke mindre end 23 af dem, gamle og nye, over en spilletid på en time og tyve minutter. Det er en vældig opsamling, faktisk overvældende.
Frahm er efter sigende lidt af en lydnørd, og det høres. Næsten alle numre består af impressionistiske soloklaverstykker iblandet reallyde. Man kan høre gulvet under instrumentet knirke, når pianisten bevæger sig i sædet, eller regnen, der i tilfældet »Rain Take« trommer mod taget. Det er intimt, og det fremhæver de små ting, der så ofte er dem, der virkelig gør en forskel, når det kommer til denne slags musik, som for eksempel de flade anslag i »Weddinger Walzer«.
Desværre skorter det på sådanne øjeblikke. Næsten hvert eneste nummer på denne opsamling kunne fungere yderst effektivt som lydsporet til den introspektive sekvens i en blockbusterfilm. Men netop denne effektivitet er det, der nager mig. For i lighed med disse filmsekvenser, så kommer det hurtigt til at føles kalkuleret. Lidt for mange velkendte tricks til at fremkalde en specifik emotionel respons.
Jeg er stor fortaler for musik, der måske ikke umiddelbart gør megen væsen af sig. Men de bedste eksempler på den slags musik er dem, hvor der trods alt ydes en vis modstand, hvor det forventes, at man også selv skal gøre lidt af arbejdet. Her har Frahm ikke overladt meget til fantasien.
Blødende positioner
»Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden.
En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats.
»Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.
Gid englene stadig sang for os
»Julen har ingen lyd« er lågen 6. december, og det tiende værk på Hans Sydows julede 25 års-jubilæumsalbum (der både kan opleves fra sofaen og i en live-udgave på Musiktorvet i København hver time helt til jul). Radiovært Ole Corneliussen læser juleevangeliet (Lukasevangeliet, kap 2 vers 8-14) op og i bedste radiostil skal jeg først lige tunes ind på hans kanal. Men han er ikke alene, hviskende stemmer omgiver ham, og giver i brudstykker teksten til »Et barn er født i Betlehem«. Spillet på »Julen har englelyd« leder selvfølgelig straks tankerne hen på de engle, der forkynder os og hyrderne, at frelseren er født. Og ligesom hyrderne mærker jeg mere frygt end tryghed ved de stemmer, der pludselig strømmer ud af højttalerne. Er det sådan det føles at høre engle? Akusmatiske stemmer er åbenbart ikke lige.
Sydow opstiller en sjov kontrast mellem den tydeligt gammeldags radiodiktion fra Corneliussen og de hviskende, insisterende og meget forvirrende englestemmer. Jeg får klart lyst til at bede englene tage formidlingstimer hos Corneliussen, men pludselig er de væk – nummerets halvandet minut er overstået og efterlader en underlige følelse af… tab.
Effektivt får Sydow mig til at længes – ikke så meget efter den nostalgiske forkyndelse af det glade budskab op til jul, men mest efter de engle jeg før var frygtsom over for, for de tvang mig til at lytte efter, hvad de sagde. Fremover vil jeg foretrække hviskende besøg af engle, der forkynder julesalmer over ethvert pænt og fromt kirkekor. I hvert fald nu, hvor Sydow har åbnet mine øre for det og bragt lidt gudfrygtighed tilbage.
At jage solen
Publikum på Takkelloftet blev suget ind i et sort og abstrakt mytisk univers til Book of Mountains and Seas, et musikdramatisk værk af komponisten Huang Ruo og dukkeførermesteren Basil Twist. Det var intenst og urovækkende med 2400 år gamle kinesiske skabelsesmyter, som blev fremmanet af seks dukkeførere, to slagtøjsspillere og tolv sangere fra Ars Nova Copenhagen. I det sorte tomrum dukkede sangernes oplyste ansigter frem som flyvende æg, kropsløse og uidentificerbare. Med flakkende øjne kiggede de ildevarslende op for at følge Paul Hillier, som dirigerede bag publikum, og det føltes voldsomt og næsten grænseoverskridende at sidde imellem dem i en konstant strøm af højkoncentreret chi-energi.
Dukkeførerne bevægede sig omkring koret og formåede at skabe liv i kæmper, fugle, sole, floder ved hjælp af døde træstammer, lysende rispapirslamper og bølgende silke. Det var imponerende effektfuldt, og dukkeførernes kroppe og bevægelser gav de store abstrakte myter en form for menneskelighed og anskuelighed.
Musikalsk var værket splittet mellem amerikansk minimalisme og kinesisk traditionalisme, og samspillet mellem slagtøj og stemmer bidrog til værkets ritualistiske karakter. Kinesiske sætninger blev sunget med nordisk accent og vokalfarve i konflikt, og fravalget af overtekster gjorde, at det var umuligt for et dansk publikum at tyde, hvad der blev sunget om. I stedet måtte man altså blot overgive sig til det uforståelige – klangene, stemningerne og drømmebillederne på scenen.