Bas med bobler
Med en kvartet bestående af den danske trompetist og komponist Anne Efternøler og amerikanske Thomas Morgan, danske Anders »AC« Christensen og dansk/færøsk/islandske Richard Andersson på hhv. kontrabas, mere kontrabas og endnu mere kontrabas kunne man med god grund forvente en veritabel overflod af basgange og krøllede kompositioner.
Desværre er det ikke altid, at de høje forventninger bliver indfriet. Bedst fungerer albummet, når Efternølers trompet spiller mere konventionelle melodier over de tre bassisters vuggende, vaklende rytmik, som fx på »Forskudt« og »P for poet.« Det vil altid være en glæde at lytte til de bløde basbunde blive skåret igennem af en støvet trompet. Men ofte føles det, som om potentialet i at have tre velrenommerede kontrabassister på spillelisten i varierende grad bliver spildt. I særdeleshed i de numre med mindre melodisk kontekst, hvor bassisterne ofte ender med at spille så ensartet, at man har svært ved at høre, at der vitterligt skulle være tre af dem. Der spilles meget af det samme, men samspillet udebliver.
I de mere melodisk forankrede numre har strygerne mere mulighed for at differentiere sig, og det er her, at alle fire musikere kommer til deres ret. Her bobler og svæver både plukkede og strøgne strenge under en trompet så skiftevis hyggelig og melankolsk som de efterårsdage, vi oplever i skrivende stund. Anna Efternølers debut som kapelmester er således en udgivelse, der eksemplificerer både de indfriede og uindfriede muligheder i det utraditionelle.
»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«
Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Flugten fra hotellet, der måske ikke findes
Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.
»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal.
Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.