Blood, sweat and Chopin
»They are serious machines. They have been training all their lives. They are like the CIA,« it says in the documentary Pianoforte, which follows a number of pianists up to The International Chopin Piano Competition in Warsaw. The young people experience dramas in the music that they have not yet experienced in real life. One will celebrate a possible victory with a Chopin tattoo. Another films himself endlessly with his iPhone: »The more you look like Chopin, the better«. It’s all about Chopin hair. Tangent equilibrium goes hand in hand with attitude and showmanship, which the sensitive pianistic machines must also control. The ecstasy and revolutions of the Polish-French pianistic guru's super-romantic music also demands étude (»practice«, »eagerness«, »interest«, »occupation«).
How to compete in music? Jakub Piątek’s Pianoforte depicts in a raw and moving way these piano-fighters backstage. While their nerves are sweating under their nice concert clothes. While they articulate that there is no plan B. As much as they love the polonaises and nocturnes they play, as much is their absolute respect, coupled with the fear of experiencing a blackout when it is their turn to – perhaps – write the next chapter in this piano battle, which has taken place since 1927 and is as brutal as fist fighting. But also so damn beautiful. It just sounds so damn good when 17-year-old Hao's delicate piano fingers hit the piano in the kitchen at home in China, while his mother is cooking just beside him. Bread and Chopin – that's life!
Translation from Danish: Andreo Michaelo Mielczarek
Pirrende stilstand
I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket.
Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen.
Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.
Flydende fantasy
Josefine Opsahls cello flyder ind og ud af sig selv i loops, imens den skiftevis harmonerer med og konfronterer elektroniske elementer. Således opstår polyfoni – Opsahl spiller både konkret og i overført betydning op ad flere lag af sig selv. Hendes musikalske ekspressionisme udføres smukt, grotesk, disharmonisk og afbalanceret.
Albummet spænder fra dyb mol i »Pendul« til »Primse III«, hvis intro nærmest minder om mågers skrig. På »Liquid Entity: Maestoso« afløser hastige strøg på strengene buens flydende bevægelser, imens både »Gaar Ikke Soels og Maanes Vei Ned Under Dybe Hav: Dyret« og det avantgarde »KHGR: Wave« med deres folkemusikalske inspirationer kunne figurere på soundtracket til den næste store fantasyserie på Netflix.
Talrige klangflader, omhyggeligt akustisk arbejde såvel som de høje toner, der går lige til grænsen for følsomhed og smerte, fordrer, at Atrium opleves på højttalere af høj kvalitet, da headsettets begrænsninger ikke vil udvise den fornødne respekt for det auditive univers.
Som klassisk og eksperimenterende musiker går Opsahl ikke efter at skabe lette melodier. Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers.
Nyt fra Planet Bøgeskov
Han sagde, det ville blive lidt spacy. Så satte han sig til sit Korg Kronos, og le grand voyage begyndte. Ambient, boblende, free, intet tema endnu. Bassisten og guitaristen gik med ind i det flydende rum. Herbie Hancock på Smukfest en fredag eftermiddag, but how? Men folk lod anti-hverdag og wannabe-rumtøj være dét; her var firstmoveren, der brugte vocoder før andre og rejste væk fra alle stilarter for at definere nye. Hancocks kvartet var forbi Sunlight-albummet fra 1978, Wayne Shorters »Footprints«, »Actual Proof« og »Watermelon Man«. For det meste lukkede Lionel Loueke, den mest afrikanskinspirerede af Hancocks guitarister, lydflader ud. Ikke så mange traditionelle soloer. Men det var helle ikke lounge. Bare spacy.
Troede trioen Ude af kontrol, at de var flyvende og syrede i Skanderborg og fusionerede noget som helst? 82-årige Hancock stillede sig helt frem på scenen med sin keytar i »Chameleon« – fusionsnummeret over alle og et nummer af ikke nyere dato – og var klar over, at han var eneste jazznavn på Planet Bøgeskov. Han gav et show for masserne. Lyden var lidt blævrende. Pianoet højt. Hører jazz fra rummet hjemme på en festival, der elsker kopier og retromusik? Ja, vel lige så meget som folk med antenner på hovedet. Ikke den bedste af Hancocks koncerter, men underholdende at se fremtidspianomanden i uvante rammer.
En vild chat
Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.
Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.
Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato.
Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale.
Stockholm noir
Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.
Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning.
Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.