Kortkritiklive
31.05.2024

De lagde trommestikkerne og efterlod os mutters alene

Spor Festival: Sandra Boss og Datterselskabet: »Mother Soldier«
© Mateusz Szota
© Mateusz Szota

»Træd af!« lød ordren fra en af de tre kvindelige performere i (opgraderet) militærlignende tøj. Men så kørte de meget blidt deres fingre på trommen, som var fastspændt om livet. »Træd an. Gør klar!« Igen hårdt. Men skindet på rammetrommen blev næsten aet. 

I performancen Mother Soldier af komponist Sandra Boss og koreograf Simone Wieroed satte de tre percussive kombattanter hele tiden en kæp i hjulet på »krigsmaskinen«, der jo i sin natur er født effektiv og stærk som Goliath. Så loose, med så synkoperede og smådriplende trommeslag og med så lyrisk klingende koklokker ville intet militærorkester marchere. Eller spille på små gong-instrumenter fastspændt omkring det mest sårbare: hjertet. Eller låne fra helende, østerlandske meditationsritualer. En sådan sammenstilling af krig og moderskab er kun mulig i kunstens verden. 

Mother Soldier dekonstruerer ikke idéen eller æstetikken omkring marchtrommer, og hvad vi bruger dem til. Krigens mekaniske lyde er opfindsomt oversat til noget andet. De tre performere står i geled, men det gør rytmerne ikke. Der er plads til pauser, tavshed og rytmer, som følger andre logikker. Da en af performerne slog på en stor gong, åbnede hun munden til et skrig. Der kom ikke noget skrig. Der var kun lyden af den store gong. Og stum smerte. Tilhørende tusinde og atter tusinde efterladte, før, nu og i fremtiden. For tøjet signalerede også, at disse krigere måske havde set fremtiden, hvor alt tyder på oprustning. Og flere krigstrommer. Til sidst lagde de tre kvinder stikkerne. De trådte af og efterlod os alene i Godsbanens store rå hal. 

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.