Den bløde lænestol
Hviledag (Anton Friisgaard) har muligvis lanceret en ny elektro-akustisk genre »silence«, idet ambiente elektroniske flader flettes sammen med mekaniske optagelser og tilsammen skaber et lydtapet, som er det omvendte af noise.
De ni tracks bevæger sig ubesværet fra et til det næste, og til tider sendes tankerne i retning af en støvet pickup, som hviler på sin vante plads. Sandsynligvis fordi de er indspillet med to spolebåndsoptagere med hovederne mod hinanden med en båndsløjfe (fysisk loop), der kører imellem dem og muliggør løbende optagelse.
Tekniske detaljer er vigtige, fordi analoge indspilninger og fravalget af overproduktion er en lise for øret i en tid, hvor wall of sound kombineres med et digitalt resultat, der er så finpudset, at lyden bliver kold og detaljeløs. Pausen er central på »Trancient Bodies«, der roligt skifter imellem korte intervaller af keys på en base af blød knitren og den hvide støj i sig selv, imens et nummer som »Enveloping« er én lang gentagelse af et kort melodistykke.
Album Found er den tiltrængte slidte og bløde lænestol, man sætter sig tilrette i efter en lang dag med mennesker, trafik, digitale apparater og deres lyde. En ren fornøjelse.
Clint Eastwoods honningdepot
Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.
Organiske dogmer
På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed.
Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.
Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter.
Tennysons nye spor
Canadiske Tennyson – eller den unge hjemmeproducer og popsanger Luke Pretty – har længe ledt efter en identitet, men en høreskade (som følge af fugtinfektioner i barndomshjemmet) ledte ham på et nyt spor, der er endt ud i et sprudlende postmoderne popalbum, hvor genreforvirringen er total, og man aldrig helt kan føle sig sikker på, hvad der venter en.
For i sin terapeutiske jagt på lyde har Tennyson begået en lille genistreg.
»Feelwithchu« har warpede vokaler og sindssyge breakbeats, den fængende »Door« blander effektivt 00’er R&B og IDM. Der er hele tiden en god lytteoplevelse mere på næste track. Andre højdepunkter er de opklippede beats på den tropichousede »Iron« eller den rundtossede brug af samples på den glimrende »Reallywanna«. Men i det hele taget er Rot en stærkt eksperimenterende og legesyg poplade, der skal opleves for at kunne udleves. Det er som at høre en gal popprofessor kreere et vanvittigt eksperiment, der rent faktisk lykkes. It’s alive!
Naturen ligger bare på lur
Held og lykke til den, der prøver at komme på en hippere elektroakustisk lydkunstner lige nu end britiske Natasha Barrett. Det lader sig simpelthen ikke gøre, basta. Når hun folder sig ud med sine destabiliseringer af naturens lyde, som det sker på albummets titelværk, er det ikke kun ørerne, men hele verden, der skælver.
Over en lille halv time forvandler fuglefløjt og vindens susen sig fra paradisisk ro til et skalkeskjul for dystre kræfter. Naturen er ikke rolig, den ligger bare på lur. Man mærker virkelig, at der komponeres: Barrett introducerer nye satser, gentager motiver og sætter små samples i heftige sløjfer.
Det kræver stort overblik at give kompositionen en logisk retning, samtidig med at man sidder med fornemmelsen af, at alt kan ske. En lys banken er det første fremmedlegeme i naturidyllen, og siden følges den af digitale svirp, blød sinus og metallisk rumklang. En pludselig bisværm er så nær i lydbilledet, at det føles, som om den er fløjet direkte ind i hjernen. Noget er ikke, som det burde være.
Har man gået og ventet på et rigtig fedt stykke bordtennismusik (ja da!), så er Barrett også leveringsdygtig på det felt. Med hårde båndsløjfer bliver én bold til fem høns i Urban Melt in Park Palais Meran. Impulser og håndvævet puls skabt af lydene omkring det uskyldige spil panoreres nænsomt rundt sammen med en svævende synth. Ligesom i sidste værk på albummet, Growth, en hårrejsende vindgyser, hører man her, hvor virtuost legesyg Barrett er. Mildt sagt overrumplende.
Dadaismen ånder
Ved første ørekast trænger associationerne sig på – et støjsvagt damplokomotiv i horisonten, en fremmedartet fugl, fløjter lavet af dunhammer og bambus. De syrede og dadaistiske toner strømmer fra albummet Music For Midified & Modified Pipe Organs skabt af trioen SOL OP.
Atonalitet, luftighed, ombyggede og transportable rørorgler samt reallyde fra mennesker, maskiner og dyr har skabt kaninhullet til et eventyrland af hidtil uhørte lydeligheder. Med optageudstyr under armen er Jonas Olesen, Anders Lauge Meldgaard og Sandra Boss sprunget en tur ned til Hr. Kanin og Kålormen, hvor de har konstrueret seks stoflige skæringer, udgivet hos Stevns Avantgarde Forsyning.
De mange pibeorgler er en overraskende behagelig lytteoplevelse. Trods den avantgardistiske tilgang til lydkunst pålægges lytteren ikke at forholde sig til det foreliggende værk eller livets store spørgsmål. For enhver, der påstår at have hørt alt eller har brug for at få pirret sin fantasi, vil det være passende at tage rejsegrammofon og madkurv under armen, cykle ud i den grønne natur og nyde disse små trylleslag sammen med en flok betuttede ænder.