kortkritiklive
24.05.2025

Det elektroniske alter

 Fascia, Soli City, Nagaver
© PR
© PR

Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.

© PR
© PR

Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.

Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.

På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.

»Hvad er musik for mig? Hvor er de store følelser blevet af?«

Gellért Szabó er komponist, dirigent og performer med base i Leipzig, Tyskland. Hans arbejde forener nutidig komposition med inspiration fra fri improvisation, støjmusik og den sene romantiks udtryksmæssige rigdom. Han er grundlægger og kunstnerisk leder af det 23 medlemmer store Ideal Orchestra, et ensemble dedikeret til storslået eksperimentalmusik med overvældende følelsesmæssig intensitet. Ved siden af dette optræder Szabó internationalt med sit soloprojekt Radical Radio Show, hvor han udforsker symfoniske klangflader og omsluttende lydlandskaber ved hjælp af en enkelt elektrisk guitar og live-elektronik. Hans musik er drevet af en søgen efter intensitet, sårbarhed og et kompromisløst følelsesmæssigt udtryk.

© Christoffer Askman
© Christoffer Askman

Fra Kulturværftet i Helsingør glider skibene forbi Kronborg gennem Øresund – en påmindelse om de handelsruter, der gennem århundreder har bragt varer, mennesker og magt mellem Norden og resten af verden. Det er et oplagt afsæt for Passage Festival, og for Marie Dahls vokalværk Silke. Sukker. Sand, der undersøger tre materialers sammenfiltrede historie.

Silke. Sukker. Sand er en vokal performance i tre akter, der følger de tre materialers historiske rejse gennem kolonitid, global økonomi og geopolitik. Fem sangere fra Ars Nova Copenhagen er på scenen i en minimalistisk scenografi, der stort set kun består af farvet lys og tre kostumer, som skifter karakter undervejs. Først silkekjoler, dernæst en art krinoline, der skal illustrere sukkertoppe, og endelig grå stenblokke, en slags ophobning af sand.

Værkets centrale greb er at oversætte materialernes fysiske egenskaber til vokale udtryk. Snart bliver silkens elasticitet til blød, bølgende flerstemmighed, snart til en forpuppet elektronisk knitren. Sukkerets krystallinske struktur omsættes til skarpe vokale anslag, nærmest som korte smæld, og sødmefulde hvisken, mens sandet knirker, rasler og giver resonans til en libretto om økonomi og overmagt, vold og begær.

Forestillingen har ikke en egentlig narrativ struktur, og de fem sangere spiller ingen roller, men bevæger sig lidt stift rundt på scenen, som man gør, når man primært har fokus på sin stemme. Sammenligningen med Hotel Pro Formas Flammenwerfer melder sig uundgåeligt. Her blev den strenge æstetik udfordret af C.F. Hills vildtvoksende billedunivers og Blixa Bargelds sårbare tilstedeværelse. De elementer savner man i Marie Dahls kontrollerede opsætning, der kunne have godt af lidt mere af den følsomhed og kaos, der også er Kirsten Dehlholms arv.

© PR

»Musik for os er en primal urkraft, som giver anledning til at slippe hæmningerne.«

Leizure er en københavnsk kvintet, der bevæger sig i krydsfeltet mellem post-punk, no wave og eksperimenterende rock. Bandets lyd er præget af atonale vokaler, skærende saxofon, hypnotiske guitarriff og et rytmisk fundament, der veksler mellem stram præcision og rå intensitet.

Bandets kommende album The Guillotine kredser om temaer som samfundsmæssigt forfald, omvæltning og opgør med etablerede strukturer, formidlet gennem et direkte og energifyldt musikalsk udtryk.

© Robin Skjoldborg
© Robin Skjoldborg

Den danske musiker, forfatter og kunstner Martin Hall er død, 63 år gammel. Ifølge familien døde han tirsdag 21. juli af et hjertestop i sit hjem på Frederiksberg.

Siden begyndelsen af 1980'erne satte Hall et markant præg på dansk musik- og kunstliv – først med Ballet Mécanique og Under For, siden gennem en omfattende solokarriere, der bevægede sig ubesværet mellem eksperimentalmusik, elektronisk pop, poesi, performance og litteratur. Han efterlader sig en af de mest omfattende diskografier og bibliografier i dansk kulturliv.