kortkritiklive
24.05.2025

Det elektroniske alter

 Fascia, Soli City, Nagaver
© PR
© PR

Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.

kortkritikrelease
22.06.2025

Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand

Les Halles: »Original Spirit«
© PR
© PR

Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas. 

De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.

Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.

Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.

© PR

»Music is the ultimate gateway to presence, a true expression of the moment.«

Praised by DownBeat Magazine as one of Europe’s most versatile and inquisitive musicians, Polish-born, Scandinavian-based trumpeter and composer Tomasz Dąbrowski creates music that whispers before it screams – blending open, lyrical melodies with raw, unconventional trumpet sounds. Dąbrowski has revealed an unceasing curiosity, stretching and expanding his jazz roots in an ever-widening circle of exploration. From the beginning he’s rejected hierarchies, preferring to see creative music as a boundless practice that can accommodate ideas drawn from every spot on the stylistic map. While plenty of musicians pivot toward new directions, sometimes transforming their aesthetic wholesale, Dąbrowski has long revealed a more ruminative and holistic mindset that has allowed him to retain a clear artistic identity through countless projects, whether driven by improvisation or composition. 

kortkritikrelease
17.06.2025

Postkort fra lydens grænseland

Maria Laurette Friis & Thomas Morgan: »Colors«
© Loveland Music
© Loveland Music

På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.

Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.

De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.

© Jonas Bie

»Musik er et umiddelbart sindbillede. Hvad er favoritter den ene dag, er det ikke den næste. Pt. synes jeg, verden er vild, og det bærer min smag præg af med melankolsk nostalgi og nyere dansk indie-sadness. Det er hverdagens soundtrack og kan forstærke de følelser, der summer i det indre.« 

Chris Pedersen er (født 1977) er kulturjournalist på P1 og vært på Popsmart. Tidligere moderedaktør på Euroman, redaktionschef på Cover, chedredaktør på Cover Man og redaktør på Børsen Weekend. Har også været vært og tilrettelægger på tv-serier som Skønhedens magt, Verdens lykkeligste land og Moderedaktørens dagbog. Har læst kommunikation og kunsthistorie.

© PR

»For me, music is communication – a tool for reaching another level of consciousness and/or presence. Music is honest and wears no mask. It is origin and eternity. Sound came first. Music is alive.«

Sean-Poul is best known for creating much-needed spaces for artists to freely explore and evolve, connecting people and initiatives across domains and genres, and leaving an eye-opening impact on people. He runs Bellerose, a creative agency out of Aarhus, Denmark and is the co-founder of the improv concept, Nebula and is 1/3 of the Rapper's Bookclub.