Simon Steen-Andersen
63
Dødsensalvorlig leg på Louisiana
Simon Steen-Andersen, Håkon Stene, Tanja Orning: »Nye klange på Louisiana – Portrætkoncert med Simon Steen Andersen«
© Camilla Stephan
Nye klange på Louisiana er et initiativ, hvor det nordsjællandske museum har inviteret pladeselskabet Dacapo/nodeforlaget Edition S til at kuratere koncerter med nulevende komponister. Simon Steen-Andersen var den første i rækken, og han benyttede lejligheden til at sammensætte et ikke blot overvældende og forrygende, men også foruroligende program af en times varighed, hvor alle værker gled over i hinanden og derved blev som ét langt statement for i hvert fald en del af komponistens praksis og filosofi.
I en kombination af videofilm og live-fremførelser forløb koncerten som en udmøntning af nogle af Simon Steen-Andersens kunstneriske strategier. Verfremdungseffekterne står centralt, fx i Asthma (2017) for akkordeon, luftpumper og video, der tematiserer og undersøger den menneskelige vejrtrækning på godt og ondt. Blandt de mange groteske og sjove klip – ledsaget af en forrygende foley-underlægning af Håkon Stene med luft- og støjlyde foruden speaks – dukker pludselig et kort videoklip op af brutal politivold, hvor en betjent med stor omhu sprayer peberspray i ansigterne på bagbundne demonstranter. Så fremstår alt det andet lige pludselig ikke helt så sjovt længere, og det skæve smil stivner.
Koncerten var et sandt sansebombardement, og den omstændighed, at alle værkerne bliver afviklet attacca giver nok et stærkt flow, men gjorde også, at man som tilhører blev nærmest overmættet af indtryk. Alligevel forekom den efterfølgende samtale mellem Simon Steen-Andersen og musikkritikeren og forfatteren Thomas Michelsen alt for kort. Men komponisten fik slået sin pointe fast om, at alt, hvad han foretager sig, er, hvad han kaldte »dødsensalvorlig leg«. Lige netop.
© PR
»For mig er musik i sin essens fuldstændig og total frihed. Når vi begynder at organisere musikken, er det et tilbud om at forstå os selv, vores valg og vores verden.«
Lennart Ginman er musiker, komponist og producer Hah har samarbejdet med førende kunstnere indenfor jazz, electronica og progressiv techno. Ginman er specielt anerkendt for at kombinere den elektroniske og den akustiske musik i et personligt, filmisk og dramatisk lydunivers udenfor genre. Ginman har skabt syv albums i eget navn, bl.a. et album sammen med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen, Ginman/Jørgensen. Han kan for tiden høres med trioen GinmanBlachmanDahl.
Gąsiorek ser sig aldrig tilbage
Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.
En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.
Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.
Sinne Eeg. © Warny Mandrup
»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«
Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.
© Vakuumpagten
»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«
Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?
© Mateusz Szota
»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«
Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin.