kortkritik
16.03.2021

Doing it anyway

Mikkel Schou: Debut Concert I-II
Mikkel Schou. © The Royal Danish Academy of Music
Mikkel Schou at his Debut Concert. © The Royal Danish Academy of Music

Schou is a powerhouse – unafraid to try new things, push himself in new directions, and pull us all along with him. We sorely need this energy, and we are lucky to have Schou and his do-it-anyway attitude.

But sometimes do-it-anyway needs tempering a little. Schou spoke about how he prepared this concert without guidance from his teachers. Brave, but I missed a guiding hand, a sharper focus. Both concerts were too long, and not always coherent. I sensed an artist who has defined himself by who he isn’t, but not yet by who he is.

Still, there were glimpses of a unique personality. Stefan Prins’ Generation Kill was an odd choice to start a debut concert with – Schou’s back was facing the audience, and the piece did little to highlight his skills as a performer (I also hated the piece, but that’s a personal matter). So I’m going to pretend that the concert started with Johannes Kreidler’s Guitar Piece – a vile little video-nasty to which Schou fully committed. A perfect manifesto – the absolute nerve of presenting two years of soloist class education by eating your guitar. I wish we’d had more of this playfulness.

But the energy sagged with a disparate selection of pieces that seemed more like a composer class concert than a presentation of a fresh artistic profile. Props to Schou for this – using your debut concert to focus on younger composers is bold, and should be celebrated. I just wish we’d had more Schou. My highlight was Emil Vijgen’s Photobooth Study, where Schou got to engage with his instrument in a different way, let loose a little, and be a soloist.

Schou may present himself as a force of nature, and he is, but there is an air of sensitivity (reticence, even) to his presence that does not always match up with the pieces being performed. Rob Durnin’s What, de facto could have benefitted from some more ‘fuck you’ attitude – the performance was oddly shy.

The late-night concert’s improvisation was fun: it’s always a joy to see Marcela Lucatelli and Henrik Olsson improvise (although Schou was the clear third wheel). However, the concert was overlong, and did not add much to Schou’s profile. I get that he wanted to show more sides of himself, but, again, it came at the expense of focus. Replacing Esben Nordborg Møller’s bloated Drones with Sarah Nemtsov’s lounge-jazz tinged Seven Colours from earlier would both shorten the concerts and sharpen the intention.

But these things are matters of polish. Schou is a rare and exceptional artist, and deserves accolades for his work and for these concerts. With more confidence and time to refine his vision, there is no doubt that Schou will be an essential fixture on the new music scene for years to come.

© Tom Ingvardsen

»Jeg hører musik på alle tider af døgnet, når jeg er hjemme – omringet af familie – eller når jeg arbejder og er ude og rejse. Min playliste skifter hver dag. Den er et billede på dagsformen her hos mig, og på de ideer, de minder, glæder og sorger, der lige nu optager mig. Det sidste nummer, »Salve Regina«, kom først på sent her til aften, efter jeg havde oplevet Poulencs fantastiske opera Dialogues des Carmélites på Den Kgl. Opera.«

Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N – og fra sæson 2027 kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival. Gennem snart tre årtier har hun udviklet opera som en levende og samtidsrelevant kunstform i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie musikdramatiske miljø. Hun har skabt en række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og LOL – Laughing Out Lonely, og står sammen med Niels Rønsholdt bag operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, hvis anden del præsenteres på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under festivalen i 2026.

© PR

»Musik er min daglige næring, som hjælper mig med at blive et bedre menneske. Det er en formel af følelser, fuld af energi, der giver mig modet til altid at bevare håbet.«

Nilza Costa er en brasiliansk sangerinde og sangskriver fra Salvador de Bahia, som nu bor i Ferrara i Italien. Hendes nye album Cantigas – udgivet i februar 2026 på Brutture Moderne Records – er inspireret af og dedikeret til cantigas, eller orin: de hellige sange, der er overleveret gennem afrikanske sprog, på albummet yoruba, kimbundu og også brasiliansk portugisisk.

Nilza Costas stemme har i mange år givet liv til et folks revolution – en revolution, der gennem musik og spiritualitet har generobret sin vej mod frigørelse. Hendes sange fortæller historierne om mænd og kvinder, der blev revet bort fra deres hjemland – fortællinger fyldt med både melankoli og håb.

Gennem sin karriere har Nilza samarbejdet med anerkendte kunstnere som Roy Paci, Etnia Supersantos og den senegalesiske musiker Elhadj Demba S. Gueye. Med sit nuværende band har hun optrådt på adskillige internationale scener (Østrig, Tyskland, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Holland, Luxembourg, Polen, Belgien, Slovenien m.fl.) og har desuden spillet på større festivaler rundt om i Italien.

Louise Beck
Louise Beck

Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.

»Musik for mig er fred.«

Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.

© PR

»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«

Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.

Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.