kortkritikrelease

Ekstase uden eufori

Olof Dreijer: »Loud Bloom«

Med debutalbummet Loud Bloom fremstår Olof Dreijer – bedst kendt fra The Knife – som én, der ikke helt har forstået, at festen er slut. Eller måske forstod det før alle andre. I årevis er klubmusikken blevet opslugt af populærkulturen og dens formsprog – ikke mindst via Charli XCX, PC Music og hele hyperpop-komplekset – er blevet importeret ind i popsangen som energi, ironi og tekstur. På Loud Bloom sker det modsatte. Det er ikke klubmusik forklædt som pop, men popmusik underkastet klubbens tidslighed: cirkulær, dvælende og uden trang til hurtig forløsning.

Dreijer forstår noget væsentligt om repetition – melodierne er fængende uden at mase sig på. Særligt »Rosa Rugosa«, »Plastic Camelia« og »Cassia« er øjeblikkeligt iørefaldende, men melodierne undgår at stivne som slogans. Lydbilledet er luftigt og næsten blottet for akkordflader. Steeldrums, glinsende synthfigurer, pitchede tom-toms og subbas bevæger sig lyrisk rundt i musikken, mens kastagnetter og koklokker flimrer i periferien. Selv vokalerne fungerer mere som tekstur end som centrum.

Albummet føles konstant i bevægelse, som om melodierne spaltes gennem prismer, der hele tiden frembringer nye luminøse overflader. På »Lantana« flyder tonerne væk fra deres udgangspunkt som udtværede akvareller – ikke helt mikrotonalt, men med en fornemmelse af intonation som noget flydende. Netop derfor savner man indimellem noget fremmed. Hos The Knife fungerede Karin Dreijers vokal som et urovækkende modspil – androgyn, barnlig, truende. På Loud Bloom er klangverdenen mere homogen og udglattet.

Alligevel føles albummet som arvtager til den halvklubbede, halvpoppede kalejdoskopiske computermusik fra midt-10’erne – Caribous Our Love og Jamie XX’s In Colour – der turde være melodisk uden ironiens sikkerhedsnet. Dreijers musik tror på ekstase som blid erfaring. Det er musik, der vil danses til, men som samtidig virker genert ved tanken om fest.

playliste

07.11

Mit navn er Jesper Lidang – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«

Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).

playliste

03.11

Mit navn er Sophia Sagaradze – vil du se min playliste?

»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«

Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

playliste

02.11

Vi er Girls in Airports – vil du se vores playliste?

»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«

Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.

playliste

30.10

My name is Steen Andersen – would you like to see my playlist?

»Musik for mig er livlinen til verden, der mere end noget andet skaber følelsesklang, og fylder mit hoved med tankekonfetti.«

Steen Andersen er kulturel iværksætter, festivalmanager og skribent. Han er medstifter af Lost Farm Festival og har koordineret projekter såsom Copenhagen og Odden Saunafestival, Arbejdsfællesskabet PB43, kulturhal BYGN 5 og Prags Have. Over en årrække har han skrevet bøger og artikler om urban aktivisme, iværksætteri og kultur, heriblandt Byen bliver til og Learning from Sierra Leone sammen med Arkitekter Uden Grænser, der vandt Arkitekturforeningens Initiativpris. For tiden opholder han sig i Ukraine for at koordinere Lost Farm Festivals Art Exchange Program, og har netop kurateret udstillingen HIDE and SEEK med unge ukrainske kunstnere i Kyiv.

kortkritiklive

29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«

The Lab Cph, 25.10

Sune Anderberg

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.