© PR

Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.

Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.

På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse.

Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.