kortkritiklive
18.10.2025

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«
© PR
© PR

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

© PR

»Musik for os er en transcenderende kraft med transformativt potentiale, som vi får lov til at mærke og forme, når vi laver lyd sammen. Det er en mulighed for at beskrive ens inderste universer uden ord og den bedste måde, et introvert menneske kan udtrykke stærke følelser højlydt.«

Med rødder i Københavns eksperimenterende jazz- og punkscene udfordrer Echo, Bravo forestillingen om, hvordan et rockband kan lyde. Kvintetten blander post-punk, free punk og støjrock i et råt og uforudsigeligt lydbillede. Selv beskriver de musikken som en slags »tøm-køleskabet-suppe«, hvor forskellige rester får lov at mødes. »Bør nydes som et varmt måltid i en kold branche.«

© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

© PR

»Musik er den bedste måde at opdage mig selv og forstå verden omkring mig på.« 

Luca Quintavalle er cembalist, fortepianist og dirigent. Han har optrådt med ensembler som Concerto Köln, Harmonie Universelle, Mozarteum-orkestret i Salzburg og Kölner Kammerorchester på spillesteder og festivaler såsom Kölner Philharmonie, Salzburg-festivalen og Enescu-festivalen. Han var cembalist i Les Musiciens du Prince under ledelse af Cecilia Bartoli i mere end fem år og har dirigeret ensembler som orkestret og koret ved Teatro dell’Opera di Roma, Concerto Köln og Deutsche Kammerakademie Neuss. Hans udgivelser tæller blandt andet albummet Mirrors, der er udgivet af Berlin Classics og har modtaget en OPUS KLASSIK-pris.

kortkritiklive
21.09

Trombonen finder sin stille side

Francisco Coll: »Tapias«
© PR
© PR

Som 19-årig skrev den spanske komponist (og trombonist) Francisco Coll en vild og uregerlig trombonekoncert, der pressede instrumentet ud af dets komfortzone. 22 år senere har han skabt et nyt værk med noget af dette materiale. Dets ambitioner er de stik modsatte.

Tapias omfavner trombonens lyriske, æteriske kvaliteter. Det er ikke en koncert, insisterer Coll. Måske kan det beskrives som en række fresker for trombone og orkester. Uanset kategori er det et forførende værk, som torsdag blev født på smukkeste vis af Ian Bousfield, dirigenten Nuno Coelho og et Stavanger Symphony Orchestra med en overdådig klang.

Komponister fra Sibelius til Turnage har reageret mod karikaturen af trombonen som et bramfrit og klovnet instrument ved at udforske dens mørkt tonede lyrik. Coll går et skridt videre og placerer sin solists indadvendte, intervalbaserede melodier i stemningsmættede og udfordrende orkestrale sammenhænge. Solistens linjer kan minde om spraymalede streger på vægge, der allerede er dækket af historiens, udsmykningens og graffitiens patina.

I begyndelsen synes trombonen at søge hvile. Anden sats trækker den i retning af større bevægelighed, men dansen holdes tilbage: en lagdelt begravelse af alle mulige rytmer fra flamenco til hiphop. Store blokke af fyldig harmonik lægger effektivt låg på boogie-bevægelserne.

Trombonen finder fred i sidste sats – dens lange, sjælfulde melodier bliver mere eftergivende. Men først har Coll fremmanet øjeblikke af enorm harmonisk spænding og bevidst orkestral pragt. De stod godt ved siden af Coelhos intense opførelse af Sjostakovitjs 5. symfoni efter pausen. Men Bousfields hjertevarme rejse gennem Tapias, hvor han lød helt i ét med orkestret, vil være den oplevelse, der bliver længst i hukommelsen.

© Clara Linn & Amalie Lee Bjørn

»Musik for os er en passion, en levevej og et samlingspunkt for os og vores bedste venner i bandet.«

Barselona består af Rud Aslak og Rasmus Theodor. Bandet blev startet i 2016 efter et år på Ollerup Musikefterskole og har siden udgivet fem plader og to EP'er, senest albummet Tag Min Hånd, Så Slipper Vi, som udkommer i september 2026.