En trompet, to illusioner og en fjord
Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.
Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.