En vild chat
Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.
Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.
Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato.
Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.