Enhver slutning er også en ny begyndelse
Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år.
Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis.
Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen.
Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe.
»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«
Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.
»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«
Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.
»Musik er håb, forvirring og erindring, der taler med hinanden og fører os mod fremtider, vi endnu ikke har forestillet os.«
Patrick Becker er meddirektør for forlaget Wolke Verlag og medredaktør af tidsskriftet Positionen for samtidsmusik.
»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«
Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.
»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«
Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.