Mens Spot skinnede som ny konfetti i alle poppens afarter – fra 80’erne og frem – gik den færøske gruppe Klingra i helt andre retninger: tilbage til fortidens traumer, til fiskerne, der i 1950’erne var tvunget til at arbejde ved den grønlandske vestkyst. En stemme tilhørende farfaren til pianisten, Dánjal á Neystabø, blandede sig i lydbilledet. For Klingra er historiefortællere, de pakker gamle og glemte fortællinger om fiskere og andet godtfolk ind i atmosfæriske, Sigur Ros-agtige og højstemte landskaber af lyd. 

Maggie Björklund fra Jack Whites band fik sin pedal steel til at synge, som akkompagnerede hun vejrbidte viser (eminente Björklund ville man gerne have hørt mere til). Og langsomt byggede det arktiske sekskløver et meditativt og folkemusikalsk groove op, inden det sfæriske fik mere hårde, rockede kanter. Alt det fik de presset ind i en alt for kort Spot-koncert. Men det er betingelserne her.  

Jeg vil huske den komplicerede stoflighed fra denne koncert. Lyden, som var både grottemørk og himmellys, sart og hård, og næsten symfonisk i sin billedskabende kvalitet. Musikerne rapporterede fra en verden, hvor gardinerne er rullet ned, men indenfor sidder jo levende mennesker med vigtige historier. Nu kan jeg påstå, jeg har været i Thorshavn og med egne øjne set de hændelser, Klingra behandler i deres veldrejede og meget personlige musik. 

God idé: en hel koncert med musik af Roger Reynolds, den eksperimenterende amerikaner, der vandt en Pulitzer i 1989, men hvis musik ikke lyder så eksperimenterende længere.

Selv hans nyeste musik. Nørrebro var vært for verdenspremieren på Reynolds nye obokoncert Journey, som en del af Matthias Reumerts minifestival Offbeat. Det er et stykke helt uden rodfæstning – en roadmovie, der kun minimalt er tro over for toneart, materiale eller system, mens den springer frem gennem en række mystiske billeder. Jacqueline Leclair spillede det karismatisk. Nødvendigt, da der kun synes at være lidt ud over overfladelyd i stykket.

Mistral satsede på Reynolds taksonomiske tendenser. Det er et partitur, hvor instrumentgrupper holder sammen, inden de danner skrøbelige koalitioner på tværs af klanglige grænser – en proces, der kaster dem ud i mani. Værkets antifonale kvaliteter og brølende messing råbte efter et større rum end Koncertkirken, eller blot en anden rumlig konfiguration.

De, der blev hængende efter et timelangt interval forårsaget af en lægelig nødsituation, blev belønnet med aftenens højdepunkt: Transfigured Wind III. Igen helliger Reynolds her sig til en musikalsk gestus: en solofløjte græder, pruster og puster (nogle gange forførende, nogle gange klichéfyldte) og bliver besvaret af en række delikate ensemble-ritornelloer, der forvandler det samme materiale. Kerstin Thiele spillede den med en glød pænt afbalanceret af Reumerts cool dirigering.

Med sin tålmodighed gik dette sidste stykke dybere – dets enklere struktur trak flere nuancer fra Reynolds og gav os et klarere overblik over hans kvasi-spektrale æstetik. Er den æstetik stadig noget værd? Reynolds hævder, at ingen kan sætte pris på hans musik via en enkelt lytning. Jeg har bestemt brug for mere overbevisning.

Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore. 

Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece. 

Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.

Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.

In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing.