Kaj Duncan David
17
Fanget mellem for meget og for lidt
Amphior: »Disappearing«
Amphior. © Rikke Broholm
Den elektroniske musiker Amphior AKA Mathias Hammerstrøm lægger positivt an: »Under the Stars« emmer af Twin Peaks-agtig melankolsk romantik tilført en urovækkende klang, som får forventningerne til at vokse. Allerede ved andet nummer står det dog klart, at lytteoplevelsen ikke vil være helt så positiv, som man ellers først kunne have forventet.
»Time Is a Thief« imponerer nemlig slet ikke på samme måde. Ovenpå det klicheagtige tikkende ur i baggrunden gør hverken klavermelodien eller de atmosfæriske elementer megen væsen af sig, fastlåst i det intetsigende midterpunkt mellem for meget og for lidt. Denne vekselvirkning mellem spændende numre og mere fyldagtige stykker viser sig desværre at præge udgivelsen som helhed.
Numrene »Healing« og »Disappearing« har begge gode melodier med en fin, æterisk, bittersød melankoli over sig. »Bloom« gør i lighed med »Time Is a Thief« også brug af et tikkende ur som baggrundselement, men til langt bedre effekt, da musikken ovenover er så meget mere fængende – ikke mindst pga. Stine Benjaminsens (AKA Recorder Recorder) afklippede vokalsamples, der giver nummeret en kærkommen underlig stemning. Udgivelsen rummer dog en række numre, der aldrig formår at efterlade et varigt indtryk, uanset hvor mange gange man lytter til dem. En melodi, der bare manglede lidt mere liv. En effekt, der med fordel kunne være blevet skruet op for. Det er en skam, for Hammerstrøm demonstrerer på omtrent halvdelen af numrene, at han evner at skabe virkelig smuk musik.
Små dyrs sanseverdener
Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«
Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«
Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.
Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.
Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.
Dekonstruktøren
Martin Hall/Thomas Li: »Inkubation«
Martin Hall. © PR
Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall. På bokssættet Inkubation finder den evigt lydundersøgende kunstner igen sammen med Thomas Li (som producerede Halls hovedværk Random Hold (1996)). Li har skabt en sugende lydside af foruroligende, analoge og akustiske klangflader, men det er Halls dynamiske digtoplæsning, der er i front.
De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker. Musikken er inspireret af moderne japansk ambient – det høres i de karakterfyldte flader, hvis oprindelse er svær at bestemme. På engang dystert og smukt, uden at tage fokus fra lyrikken.
Menneskelivets fallit dyrkes på den indledende Resumé eller konklusion, hvor middelmådigheden beskrives gennem stærke metaforer, mens begæret og ungdommens perversioner lurer om hjørnet. Halls naturlige kulturromantik, der vises i poetiske henvisninger til fortidens kulturelle vingesus, forvrænges og spyttes ud, på elegant vis. Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.
Okkyung Lee gav koncert på Musikefterskolen i Humble. © Jon Albjerg Ravnholt
Efter halvandet års påtvungen koncertpause mødte den sydkoreanske cellist og noise-virtuos Okkyung Lee verdens hårdeste publikum: en flok musikefterskoleelever på Langeland med teenagerens naturlige skepsis overfor alternative tilgange til det at spille koncert. Og Lee giver aldrig ved dørene – hun vandrede ind gennem stolerækkerne, mens hun udforskede de klange, hun kunne få ud af celloen, strøg buen mod en forlegen elev, slog, gned og vred i instrumentet, inden hun satte sig ned midt i cirklen af stole og lod tonerne samle sig om et hele. Tonerne åbnede sig, meget gradvist, for de forundrede lyttere.
Det var ikke sart kammermusik med harpeklimpren som på sidste års album Yeo-Neun, men var mere i tråd med noisekunstneren C. Spencer Yeh og dronepioneren Ellen Fullmann, begge er samarbejdspartnere hos Lee. Efter et midterstykke med blitzende fraseringer over et ambient backingtrack mundede koncerten ud i et intenst rytmisk angreb på instrumentet a la Arnold Dreyblatts dancepunkede minimalisme. De bagerste rækker headbangede og pumpede næver i luften med lukkede øjne – indtil cellisten uden et ord smækkede sig selv ud af salen og efterlod alle tilbage i vidunderlig vildrede.
Fernando Manassero © MA/IN festival
Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk.
Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.
Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm.
Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.
Lyden af Foucaults mareridt
Performance: »Sakralt arbejde«
Hannah Toticki på SMK Fridays. © Niels Mortensen
Kan du gætte melodien til Human Ressource Management Song? Hjernen tuner automatisk ind på protestsange fra ‘68, men den fremadstormende kunstner Hannah Toticki Anbert gik en helt anden vej i provo-kitch-installationen på finkulturens højborg. Svaret er Dolly Partons I Will Always Love You. Her stoppede lighederne, ind på scenen trådte skuespiller Kristine Utne Stiberg: En chef i hvid skjorte, sorte bukser og leverpostejfarvet page. Med sin fantastiske stemme og klassisk karaoke-line-up – et playback track, tekstskærm og mikrofon – sang hun til den fleksible medarbejder, som lægger al sin tid og energi i virksomheden og hyldes i omkvædet: »I Will Acknowledge You«.
Megan Trainors diskoteks-tacky It’s All About That Bass kom også under Totickis kniv: En B2B-glad kvinde sang fedtesang til bossen. En topmotiveret kvinde med knaldrød fletning og orange sporty trøje sang om sin ekstreme glæde ved at være den bedste, arbejde over og fedte for bossen: »It’s all about that pace bout that pace…«.
Toticki har taget den internationale kunstscene med storm, og det cementeres af denne sarkastiske og provokerende performance, som er absurd, humoristisk og knivskarp kritik af moderne ledelsesstrategier, selvdisciplinering og kapitalismen i det 21. århundrede fortolket som karaoke-performance-installation. Skrækscenarier fra Foucault, Marx og Negri blandet med lyden af The Voice.