Kortkritik
11.01.2023

Flipping the bird with a broken thumb

Faust: »Daumenbruch«
© PR
© PR

Since they formed in 1971, Faust has always been the »enfant terrible« of Krautrock. For one, even if they have produced a number called, precisely, »Krautrock« on their 1973 mythical album Faust IV, they have never fit any case, tag or cliché linked with German rock music. Less »kraut« than Can or Electric Sandwich, they tend to move closer to the early improvisation incarnations of Amon Düül and Ash Ra Tempel, with an injection of a heavy dose of industrial electronics found in Die Krupps or Einstürzende Neubauten. 

Daumenbruch (»Broken Thumb«), their 16th album to date, is a perfect continuation of their rebellious career. It is a concept-album, created with guest musicians from other German bands such as, among others, Einstürzende Neubauten and Schneider TM, who added their sound to the track not knowing what the others were playing. The result is a mesmerizing three tracks album (»Weissechokolade«, »Default Mood«, »Border River«), which could almost be defined as »quantum music«, as it seems to occupy different spaces and epochs at the same time. The construction of each track plus the composition of the album makes one immediately feel both at home and in a totally other dimension. Echoes of contemporary industrial and ambient music mix, while memories of older radical German projects like DOM or Embryo surface. 

Apparently friendlier to the listener than the 1973 Faust Tapes, it nonetheless craves an open-mind and a curiosity for dissonances and textures. It is an album of musical geniuses that have never really cared much for the hype, and prove it once again without flinching. Even with a broken thumb, Faust can flip the bird to mainstream and the contemporary musical gravy.

© Jonas Bie

»Musik er et umiddelbart sindbillede. Hvad er favoritter den ene dag, er det ikke den næste. Pt. synes jeg, verden er vild, og det bærer min smag præg af med melankolsk nostalgi og nyere dansk indie-sadness. Det er hverdagens soundtrack og kan forstærke de følelser, der summer i det indre.« 

Chris Pedersen er (født 1977) er kulturjournalist på P1 og vært på Popsmart. Tidligere moderedaktør på Euroman, redaktionschef på Cover, chedredaktør på Cover Man og redaktør på Børsen Weekend. Har også været vært og tilrettelægger på tv-serier som Skønhedens magt, Verdens lykkeligste land og Moderedaktørens dagbog. Har læst kommunikation og kunsthistorie.

© PR

»For me, music is communication – a tool for reaching another level of consciousness and/or presence. Music is honest and wears no mask. It is origin and eternity. Sound came first. Music is alive.«

Sean-Poul is best known for creating much-needed spaces for artists to freely explore and evolve, connecting people and initiatives across domains and genres, and leaving an eye-opening impact on people. He runs Bellerose, a creative agency out of Aarhus, Denmark and is the co-founder of the improv concept, Nebula and is 1/3 of the Rapper's Bookclub.

Kortkritikrelease
11.06

Absurd skønhed i støjens teater

Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«
© PR
© PR

Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.