Flugten fra hotellet, der måske ikke findes
Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.
»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal.
Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.
Der er nogen, der vil os noget
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.
For kontrolleret, trods sivskosolo
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.
En stille triumf
Dreyer havde klangligt begrænset sit univers til sinustonen og dens umiddelbare naboer i instrumenter som vibrafon og lidt fjernere i harmonium, og universets visuelle side var – i form af glødepærer på stativer placeret med sirligt jævne mellemrum – tilsvarende afdæmpet.
Omend ukomplekst var det enormt virkningsfuldt at knytte en pære til en tone og således synliggøre lyden i lyset, hvad jeg flere steder oplevede ægte synæstetisk – særligt én pære så jeg som enormt ‘dissonant’.
I sidste værk, Bølger, blev det gule lys udskiftet med projektørlys på en storskærm, først så svagt, at det lignede krusninger på lærredet, og kort efter så hypnotiserende, at jeg ikke kiggede væk, før koncerten var forbi.
Med stoisk ro og fattet langsomhed kunne Dreyer bevæge sig fra simpel monofoni over konsonans til skarp dissonans, uden at man opdagede hvordan, men det var særligt det mesterligt afstemte forhold mellem hans auditive og visuelle udtryk, der gjorde, at hans debut også blev en triumf.