Per Nørgård
45
Flydende vemod
Jakob Kullberg & BBC Philharmonic Orchestra & Sinfonia Varsovia: »Remembering«
Jakob Kullberg: »Remembering«
Remembering (2021) er fortsættelsen på et langt samarbejde mellem den internationalt anerkendte danske cellist Jakob Kullberg og to af de mest fremtrædende kontemporære nordiske komponister: danske Per Nørgård og finske Kaija Saariaho. Cello Concerto no. 1 åbnes med bækkener efterfulgt af en enkelt cello, der – som solist – i løbet af første sats forsigtigt nærmer sig orkestret. De forenes til en harmonisk helhed, hvorefter celloen ensomt vender tilbage og ligger i ly af orkestret inden en hvinende afslutning, der følges af tredje sats, hvor samspillet mellem orkester og solist er dramatisk og temperamentsfuldt. Saariahos Notes on Light for cello and orchestra (2006) består af fem smukke og enkle fortolkninger af Saariahos rejse igennem lyset – og mørket. Efter den forsigtige og melankolske første sats sender den polariserede anden sats med sine halvtoner tankerne i retning af hårrejsende gyserfilm. Tredje sats er et legende og lyst vendepunkt indtil den voldsomme kulmination sidst i satsen. Udtrykket fortsætter i fjerde sats for at falde i intensitet i sidste sats, hvor solisten indtager sin centrale rolle i lydbilledet.
Remembering Child for cello and orchestra skaber med flydende melankoli et lydbillede i enkelt samspil mellem instrumenterne. Den dystre og dæmpede anden sats kulminerer mod slutningen for herefter langsomt at rinde ud. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at Remembering Child, der oprindeligt var skrevet til bratsch, er særdeles velfungerende på cello.
Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd
Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan
© PR
Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.
Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.
»Musik er sjælens sprog. Den korteste vej mellem mennesker adskilt af afstand, tid eller savn. Udover poesi, er musik det tætteste, vi kommer på kærlighed uden fysisk berøring. Musik er en større energikilde end fossile brændstoffer og musik kan vise os verdner, vi ikke vidste fandtes – inde i os selv. Få ting kan få os til at lette røven hurtigere end musik kan. Og nærmest intet andet kan endelig få os til at holde kæft.«
Brian Nygaard er journalist hos Weekendavisen, hvor han skriver om cykelsport og kunst. Der udgiver han også nyhedsbrevet Hjertets Bjerge, der tilbyder en anderledes refleksion over den gamle sport. Han har udgivet flere bøger om samme emne, blandt andet Iltgæld sammen med kunstneren Erik A. Frandsen (Gyldendal 2020). Han arbejder også som ekspertkommentator hos DR under Tour de France. Nygaard har en kandidatgrad i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i semantik og epistemologi, men det teoretiske har ikke tynget hans virke de seneste år, hvor han udover journalistgerningen er begyndt at producere pinot noir fra det kolde klima ved Stillehavskysten i det nordlige Californien under sit nye label, Oceanic.
Celloen inden for komfortzonen
Josefine Opsahl: »Cytropia«
© Lis Kasper Bang
Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent.
Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti.
Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.
»Musik er som et urgammelt mineral, der rummer en historie af visdom, som strækker sig over århundreder, lag på lag aflejret og udviklet til nye former. Den er som et sort hul, der omslutter os og giver os mulighed for midlertidigt at undslippe verdens støj. En følelsesmæssig sikker zone, et sted for trøst, en bringer af lys, en samlende faktor. Det er os.«
NEKO3 er en københavnsk baseret eksperimenterende musikgruppe bestående af Fei Nie, Lorenzo Colombo og Kalle Hakosalo. Gruppen arbejder hen imod skabelsen af et nyt musikalsk sprog og bevæger sig fleksibelt mellem forskellige performancemedier og kunstneriske udtryk. Gennem kontinuerlige samarbejder med komponister og andre kunstskabere søger den at integrere musik og andre kunstformer i én samlet konceptuel helhed.
NEKO3 har optrådt på Festival Internacional de la Imagen, SONICA Glasgow, cresc… Biennale, Time Of Music, Rondò, MINU Festival, Copenhagen Light Festival, Unerhörte Musik og SPOR Festival. De har medvirket som solister med DR SymfoniOrkestret og Aarhus Sinfonietta samt afholdt workshops og præsentationer ved bl.a. Stanford University, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Hochschule für Musik und Theater Hamburg, University of California San Diego og Kungliga Musikhögskolan (SE). Ensemblet har indspillet flere EP’er og udgav i 2024 deres første fuldlængdealbum Angel Death Traps i samarbejde med Alexander Schubert.
Ekkoer fra en glemt tid
Raed Yassin: »Phantom Orchestra«
© PR
De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.
Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.
Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.
Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.