Simon Steen-Andersen
61
Fødselsarbejde
Katinka Fogh Vindelev, Sankt Annæ Pigekor, Kind of Opera m.fl.: »Elegier over jorden«
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødslens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
Modernistiske isfugle
Islands Symfoniorkester: »Occurence«
Islands Symfoniorkester: »Occurence«. © Sono Luminus
Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik, især når coveret leger med isbjerge og kæmper.
Det ville dog være stærk tendentiøst at kalde de tre første værker – af Daníel Bjarnason, Veronique Vaka og Haukur Tómasson – for særligt islandske. Mest trækker de på en generel symfonisk tradition fra det 20. århundrede med ustabil tonalitet og ‘spjæt’ i orkesteret, til tider modstillet roligere og mere tonale passager.
Men ganske umuligt er det at høre Flutter af Thuridur Jónsdóttir som andet end en isfugl, der flyver mellem isbjerge og insekter. Sidstnævnte er i bedste Knud Viktor-ånd samplet på båndoptager – den islandske natur bringes helt tæt på. Så i sidste værk, Magnús Blöndal Jóhannssons Adagio, kan jeg nu kun høre nordlys og vulkaner, og jeg holder vejret, da Katla truer med at gå i udbrud. En spændende plade!
Jubilæumsfest for avantgarderne
Marcela Lucatelli: »Skrrt, Skrrt«
Marcela Lucatelli. © PR
Jeg tror ikke, man har talt så meget om sporene af den historiske avantgarde, der titter frem i Lucatellis værker. Det her er en god anledning! De gamle elektronmusikstudier spøger i sinusbølgerne og den elektroakustiske knitren i Skrrt, Skrrt. Og velkendte traditioner går igen i form af talt tekst, støjsamples, volapykvokal og en slags nøgternt afmålt slagtøj.
Glimtvis minder det måske ligefrem om en jubilæumsfest for tidligere tiders fremtidsklang. Hvilket egentlig er uventet, for jeg er vant til, at Lucatelli griber mig i kraven og tvinger mig ind i morgendagen. Det her er en mere noir oplevelse, der i lange stræk nærmer sig en abstrakt meditation.
Her slipper hun den stramme styring med formen og lader det timelange værk udvikle sig til et mere eller mindre improviseret støjdigt sammen med K!art-ensemblet. Ud fra den heftige programtekst havde jeg ventet noget skørrt, skørrt eller skrattende, skrattende. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal synes, synes!
Uventet transit mellem verdner
Simon Steen-Andersen: »Drownwords«
Simon Steen-Andersen. © Lars Svankjær
Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.
Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.
På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.
De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.
Elektrolyd som digitalkunst
Olga Szymula: »Lapses«
Olga Szymula: »Lapses«. © PR
Også i sin opdaterede onlineversion er Szymulas elektroopera en interessant udforskning af underbevidsthedens manglende logik.
Værket, som er skrevet for to operasangere, en performer og et børnekor i gule regnfrakker, præsenterer os for forvrængede minder og drømmestrukturer, der altid hænger i tynde tråde. Meget giver ikke umiddelbart mening, og karaktererne står som mystiske, skræmmende symboler i den tætte, grænseløse skov.
Szymula undersøger lyd, sprog og stemme med en fragmenteret multilibretto på dansk, engelsk og polsk, mens sopranen bevæger sig fra operaklang til rå skrig og rene børnestemmer flænses op af elektrolyd.
Men kombinationen af gennemproducerede elementer fra den oprindelige version og en række rå liveoptagelser fra premieren får den nye udgave af Lapses til at virke mere som dokumentation end et stykke digitalkunst i egen ret. Eksperimentet lider i sidste ende under, at onlinemediet reducerer den immersive kvalitet; i stedet for at blive suget ind i drømmerens bevidsthed må vi iagttage udefra.
Knirkende morgenpastorale
Sofie Birch: »Behind Her Name Chestnuts Fall Forever«
Sofie Birch. © Rune Svenningsen
På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.
Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.
Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.