De to violiner i Frej Wedlunds skrøbeligt langsomme Morning Lights er på randen af slet ikke at eksistere. Sammen tøver de fra start til slut, mens de sniger sig ind på en fælles tone og sender små lyn ud fra den i hver sin retning. Som et vindpust er værket pludselig forbi; måske har det efterladt kimen til noget større.
I Zechen Hus klavertrio Qin Xiang ligger noget også og ulmer. Pianisten hamrer undervejs i flyglet. I frustration? Over sine arkaisk drømmende skalaløb, over de romantiske impulser? Jeg fornemmer en lille modstand, der kan vokse til monsterstørrelse.
Anderledes velvoksen virker Philip Clarkes Spejlkvartet. Mørke bølger, der rejser sig fra celloen og forplanter sig langt op gennem strygekvartettens palet. En moden elegance, der står sig godt til de humørfyldte melodilinjer. Ingen tvivl om håndværkets niveau og evnen til at strukturere et langt forløb. Friskfyragtigt kunne jeg måske – hvis jeg lige ignorerer, at jeg ret godt kan lide værket – spørge: Men er det ikke for meget pastiche, for meget bakspejl, ikke mindst med den guldalderagtige afslutning?
Let er det ikke at følge op på et sådant epos. Det lykkes nu alligevel ret godt med Emil Johanssons korte, friskt boblende Cinq Ventilateurs for blæserkvintet, et velinstrumenteret humørstykke. Imens kan man sidde og spekulere over festivalen indtil nu. Det virker som en evighed siden, at Jeppe Ernst, Bára Gísladóttir, James Black og Marcela Lucatelli vendte vrangen ud på Pulsar. Men der er måske også nogle andre ting i spil nu, noget med en ny konstruktivitet og, tja, en forsigtighed, som ikke er uden potentiale.
Lasse Winterbottoms alvorsdrømmende Earwig, Twig, Jig and Whirligig for fløjte, klaver, bratsch og kontrabas slutter sig til det velskrevne, men også lidt høflige. Omvendt er der masser af musikdramatisk udforskning og dramaturgi i Matias Vestergårds firdelte My Hope Is Decayed for klarinet, slagtøj og klaver med værkets små musikalske samtaler.
Og så en enkelhed i vippefigurerne og de langsomt tegnede linjer i Evagoras Solias Apokidis’ afsluttende Less for to celloer, som udvikler sig til en voldsom tonejagt og sætter det punktum, Wedlunds indledning kastede op i luften.
»Music is pulse«.
Tilman Baumgärtel is a German author, media theorist, curator and journalist. He is currently professor of media theory at the University of Applied Sciences, Mainz. He just published the book Now and Forever: Towards a Theory and History of the Loop.
»Musik for mig er der, hvor jeg kan fordybe mig og udforske. Musik kan give energi og skabe ro. Jeg holder meget af at lytte til musik, både live og indspillet, og jeg elsker at lave musik, skrive og skabe, og mest af alt elsker jeg at synge. Musik for mig skaber forbindelse til andre mennesker og giver mulighed for at dele en oplevelse, og det er smukt!«
Josephine Philip er sanger, komponist og performer og en aktiv del af den danske musikscene i en række forskellige samarbejder. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti med Ane Trolle, grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic, en del af pop-noir duoen Darkness Falls, og hun har skrevet musik og optrådt med Trentemøller. Josephine Philip er den ene halvdel af performanceduoen Philip | Schneider, som lige nu laver musik til danseforestillingen Planètes i Reims, Frankrig. Desuden driver hun sammen med Hannah Schneider plade/kunstselskabet Midnight Confessions, hvor hendes første soloalbum We Get Lost And Found udkom i 2022. Josephine er også radiovært på DR P8. Lige nu arbejder Josephine på sit andet studiealbum.
»Jo mere jeg forsøger, jo mere umuligt synes det at definere eller overhovedet at indgrænse 'musik'. Jeg har ofte små epifanier omkring delaspekter – fra det rent akustiske eller perceptions-fysiologiske til dens egenskaber som bærebølge eller (repertoiret) som en form for fælles underbevidsthed, men formår ikke at sætte det på skrift. I forbindelse med min aktuelle playliste, kan jeg nævne, at jeg ved opførelser af historiske værker ofte får et sug i maven af clashet mellem det sprællevende nærvær og den enorme afstand til en helt anden tid, en helt anden kultur.«
Simon Steen-Andersen (født 1976) er en Berlin-baseret komponist og iscenesætter, der arbejder med en multidisciplinær tilgang til musikalsk performance og koncertsituationen, hvilket resulterer i værker placeret mellem kategorierne musik, performance, teater, koreografi og film. Han er aktuel med forestillingen Don Juans Inferno, som netop er blevet nomineret til en Reurmert.
»Musik er mit håndværk, min levevej og min store passion. For mig kan musik åbne rum til fantasiens verden, noget magisk og energigivende.«
Anna Jalving er violinist og performer, der beskæftiger sig med musik indenfor en bred vifte af genrer. Som musiker elsker Anna at befinde sig i spændingsfeltet mellem tradition og nyskabelse. Den røde tråd i hendes virke er nysgerrighed. Annas musikerskab kommer til udtryk i hendes kreative projekter Toile, DUO og Quatuor Umlaut, som solist, samt i ensembler og orkestre i ind- og udland. Anna Jalving er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Danmark og The Advanced Master in Contemporary Music i Belgien ved Ictus og Spectra Ensemble 2018-2019.
»Musik for mig er et privilegie«
»Musik for mig er det fedeste.«
»Musik for mig er noget fucking lort.«
»Musik for mig er venskab.«
»Musik for mig er at køre i bil til Jylland og vente på, at der sker noget.«
Smag På Dig Selv er en trommeslager og to saxofonister. Deres musik er en cocktail af punk, jazz, pop, hip-hop, afrobeat, og endda 90'er-dance. Siden de tre venner – Oliver Lauridsen, Thorbjørn Øllgaard og Albert Holberg – fandt sammen i 2018, er de blevet kendt for at sparke folk ud på dansegulvet og udfordre den traditionelle
