Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.

På baggrund af en række af trioen The Firebirds’ improvisationer har seks komponister udarbejdet nye værker for strygekvartet, som så igen danner grundlag for nye jazzimprovisationer. Det er der kommet utroligt vellydende musik ud af. Og ikke mindst meget af den. Man mærker den ustoppelige strøm af inspiration, som den potentielt uendelige adaptionsmetode har foranlediget: Det i forvejen lange album har æren af at være den eneste udgivelse af ny kompositionsmusik, jeg kan huske at være stødt på, som fås i en deluxe-udgave med bonus tracks. 

Et fascinerende aspekt af Adaptations er den stilistiske afsmitning mellem jazzen og den klassiske musik. The Firebirds har formentlig taget navn efter Stravinskys Ildfuglen, og det er passende, for hvis albummet minder mig om én ting, er det Stravinsky, når han var allermest jazzet (eksempelvis Koncert for klaver og blæsere fra 1923). Ét øjeblik gjorde særligt indtryk på mig: Det gælder overgangen fra improvisationen »Nocturnal Dance« – der med sin tunge, funkinfluerede basgang, sin nærmest dansable rytmik og sine lidenskabelige saxofonhyl lyder som fusionsjazz alla Herbie Hancock anno 1973 – til dens strygeradaption: komponisten Mauro Patricellis »Fato«. Et stykke musik, der overraskede mig dybt med sin storslåede dramatik og nærmest romantiske schwung (ikke ord, jeg ofte bruger til at beskrive ny musik). De to stykker musik har ikke meget til fælles, men alligevel er forbindelsen tydelig: Det er som om, de spejler hinanden i deres energiske fremdrift og maksimalistiske udtryk. Adaptations er fyldt med den slags overraskende, tankevækkende konstellationer.