kortkritik

14.10.2021

Frossen musik på museet

Copenhagen Architecture Festival: Ying-Hsueh Chen: »En arkitektonisk koncert-vandring«

Ying-Hsueh Chen. © Francesco Martello

»Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder.

Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang.

Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt.

playliste

17.02

Mit navn er ihsan saad ihsan tahir – vil du se min playliste?

»Musik for mig er den reneste kommunikation! Vi forsøger hele tiden at forstå hinanden, helt forgæves, med vores utilstrækkelige sprog, mens musik går rent ind. Jeg kan ikke komme på en mere kraftfuld og indflydelsesrig udtryksform. Den overgår billedkunst, film, teater, alt. Musik er uden undtagelse starten på alt mit arbejde; jeg tænker tit, hvis det her værk var en sang, hvilken sang var den så?«

ihsan saad ihsan tahir (f. 1995, UK/DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2025) og Goldsmiths University of London (2025) og bor og arbejder i København. tahir har tidligere udstillet på bl.a. Kunsthal Kongegaarden, Korsør (2026), SKAL Contemporary, Skagen (2025); 13 Vitrine, Lausanne (2024); Kunsthal Aarhus, Aarhus (2023;2024); Collega, København (2024); og All All All, København (2023). tahir åbner ny, stor soloudstilling på O – Overgaden (20. februar–3. maj. 2026).

kortkritiklive

16.02

Indigo over Mahler

Anthony Sahyoun, Nour Darwish, Larissa Sansour, Søren Lind: »As If No Misfortune Had Occurred In The Night«

Takkelloftet, Operaen, 12.02

Louise Steiwer

En af mine største kunstoplevelser i 2025 var den britisk-palæstinensiske videokunstner Larissa Sansours intense værk As If No Misfortune Had Occurred In The Night på Kunsthal Charlottenborg. Værket danner udgangspunkt for torsdagens »operaperformance«, hvor den palæstinensiske sopran Nour Darwish optræder i dialog med Sansours visuals.

Da Darwish går på scenen, er det foran en enorm skærm, hvorpå sort-hvide scener fra et forladt kapel sætter en højtidelig stemning. Det er som hele salen holder vejret, da hun begynder at synge, først spædt, sørgmodigt, herefter med kuldegysningsfremkaldende kraft. Kompositionen tager afsæt i Kindertotenlieder (1905), hvor Gustav Mahler tonesætter Friedrich Rückerts digte om tabet af to døtre. Komponist Anthony Sahyoun lader Mahlers musik smelte sammen med den palæstinensiske folkesang »Al Ouf Mash’al«, en klagesang over en mand faldet i osmannisk tjeneste under Første Verdenskrig. Sangen er siden blevet udvidet som en mundtlig beretning om palæstinensisk lidelse. I mødet med Mahler bliver den en klagesang over århundreders sorg – rettet mod europæiske ører, der gennem koloniseringen bærer en del af ansvaret. Det er helt enkelt en rigtig god idé.

I begyndelsen veksler Darwish mellem de to musikstykker, men gradvis smelter de sammen til én fortælling om sorg, tab og nedarvede traumer. Hun forlader kort scenen og overlader os til en filmsekvens, hvor hun stiger ned i et bassin og omsluttes af indigoblåt vand. I palæstinensisk tradition er indigo sorgens farve, fordi den ikke kan vaskes væk, når den først har sat sig i hud og stof. Den må slides af – som sorgen kan efterlade os hudløse.

Darwish vender tilbage i en indigo kjole. I kulminationen falder hun på knæ, mens skærmen bag hende sortner, og jeg opdager, at jeg knap har trukket vejret i flere minutter. Kompositionen er skabt i 2022 – før den aktuelle krig i Gaza – men denne aften føjer hun med sin enorme stemme og intense tilstedeværelse endnu et vers til den uendelige sang. Sådan kan kunst føles brutalt profetisk.

playliste

15.02

Mit navn er Mika Akim – vil du se min playliste?

»For mig er musik livet. Musikken indeholder alt og har den stærkeste helende kraft, der findes.«

Mika Akim er bratschisten, komponisten og sangskriveren Mika Persdotters soloprojekt. Projektet startede, da Mika fandt en viola d'amore uden for Prag og begyndte at skrive sange til den, om og til kroppen. Hun udforsker åbne former, minimalistiske tilgange og blander indflydelser fra folkemusik, barok og eksperimenterer med lyd. Musikken er cyklisk og ærlig. Siden projektet startede, har Mika Akim udgivet to album, og 27. februar udkommer det tredje, soloalbummet feb 28, på Inga Records.

Udover soloprojektet er Mika Persdotter en aktiv musikere i den eksperimentelle musikscene samt indenfor kontemporær og barokmusik i København. Medlem af Halvcirkel, Damkapellet, Wolfskin Ensemble og Stök med mere.

playliste

14.02

Mit navn er Bobo Moreno – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et element på linje med jord, vind, ild og vand. Musik er næring, der indgår i min personlige kostpyramide, sammen med ost, æg og tomater. Musik er en relation i mit liv, der er lige så vigtig som de mennesker, jeg har omkring mig. Musik er som et ekstra organ, som jeg sanser verden igennem.«

Bobo Moreno voksede op omgivet af sine forældres eklektiske pladesamling og udviklede en kærlighed til musik, på tværs af genrer. Opkaldt efter sin stedfar, jazz- og rockbassisten Bo Stief, startede Bobo på elbas, før han, som 22-årig, fandt sit sande instrument – sin stemme. Selvlært udviklede han sit håndværk gennem utallige liveoptrædener og høstede anerkendelse for sin udtryksfulde stemme og stilistiske spændvidde. Hans nationale gennembrud kom med popduoen Peaches & Bobo i 1993. Efter årtiers optræden, i en alder af 60 år, udgiver Bobo nu Missing Pieces – hans dybt personlige debutalbum, der afspejler et liv med musikalsk udforskning og selvopdagelse, samtidig med at det markerer et nyt kapitel i en livslang musikalsk rejse.

playliste

14.02

Mit navn er Astrid Engberg – vil du se min playliste?

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.