Gå, trip, trav
Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over.
Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget.
Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst.
Dido og Doom
Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.
Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.
Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.
Opmærksomhedens overdåd
Det er en strid strøm af musikere, der onsdag aften går ind på Xenon-scenen til Vinterjazz. Hele 33 musikere tager del i den mosaik af instrumenter, som pladeselskabet Aar & Dag har sammensat for at fejre udgivelsen af deres kassettebånd A MAJOR CELEBRATION. En udgivelse bestående af ikke mindre end tre koncerter, spillet efter særlige kompositionskort, derefter mixet oven i hinanden og nu udgivet på kassettebånd. Til en stor udgivelse hører en stor fejring, og sjældent har jeg set en mere ambitiøs og særpræget releasekoncert.
Koncerten foregik i et støt og roligt tempo – afventende og lyttende gav de mange musikere plads til at åbne det brede lydbillede. Kontrabas og elbas, guitarer, saxofoner, synthesizere, percussion, kassettebånd, klaver og cello er blot et udpluk af orkestrets mange stemmer. Som et kalejdoskop ændrede orkestret sig gang på gang og drev rundt mellem skæve, slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.
Ordet »lydbillede« kommer virkelig til sin ret i denne sammenhæng. For ligesom Hieronymus Boschs surrealistiske kæmpemalerier eller Sven Nordqvists Pedersen og Findus-tegninger var koncerten med de mange mennesker på scenen fyldt med en imponerende detaljegrad og et utal af små scener, der udfoldede sig på tværs af hinanden. Hver gang opmærksomheden fokuserede på et særligt punkt i musikken, gik jeg glip af en ny udvikling i en anden del af orkestret. Et opmærksomhedens overdåd og en flot opvisning i et grænseforstyrrende musikalsk udtryk, der forhåbentligt kommer flere af.
»Musik er for mig en afgørende døråbner til følelser og fællesskab, som ellers ville være udenfor rækkevidde. De bedste numre kan ændre mit humør og stemningen med mine nærmeste på en næsten magisk måde. Ingen andre former for kunst har noget, der minder om den virkning for mig.«
Bjarne Corydon er chefredaktør og CEO for Børsen. Han er tidligere finansminister og har også været partner hos McKinsey, er far til fire børn mellem 14 og 24, der er de bedste DJ’s og musikinspirationskilder, der findes.
»Musik for mig er det pinlige, pinsomme og følsomme, herlige og menneskevarme rum, som vi skaber mellem hinanden når vi laver lyde med vores kroppe. Helt uforklarligt og ud-i-rummet rådende, ude af vores sind – ikke længere indestængt – men nu blandt os! Livet!«
Thorbjørn Radisch Bredkjær (1987), bedre kendt som Bisse, er en dansk sangskriver og musiker. Bisse var tidligere aktiv som sangskriver i bandet Spillemændene, men startede sin solo-karriere i 2014 med EP'en ER VI PÅ?, efterfulgt af debutpladen, PMS, i 2015. PMS var første del af den såkaldte blod-trilogi, som også består af Umage og Happy Meal. I 2016 kom Højlandet, som var første skud i hans Danmarks-trilogi, som blev fuldendt med 19. 6. 87 (2017) og Tanmaurk (2018). Sidstenævnte blev indspillet i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.
Jeppes soundtrack
Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.
Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live.
Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.