Gåsehud i retten: Når musik bliver til magtspil
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
Les Halles sender ambient hilsen fra psykens rand
Havet er en stærk metafor for identitetens væsen – fra stormfuld oprørskhed til stille havblik driver vores individuelle særpræg rundt i et evigt skiftende ocean. På Original Spirit kaster den franske musiker Les Halles anker i sindets omskiftelige farvande og lader panfløjter og støvede ekkoer fungere som kompas.
De otte numre er dybt forankret i ambientgenrens omfavnende univers, og allerede fra åbningsnummeret, »Angels of Venice«, skyller musikken ind med blide bølgeskvulp. Bløde, bøjede synthflader ledsager de gentagne fløjteløb, mens gårsdagens ekkoer flimrer forbi som falmede Kodak-øjeblikke – erindringens svage glimt i et tåget indre landskab.
Ordet »ambient« kan spores til det latinske ambire, hvilket betyder »rundt om«, og ambientgenren kendetegnes dermed som musik, der »omslutter« lytteren. Les Halles, også kendt under borgernavnet Baptiste Martin, udnytter denne egenskab til fulde. Musikken er mild, uden dominerende melodier eller tempi – som en tryg lille boble, man frit kan slænge sig i.
Som meget andet ambientmusik er Original Spirit fritstillet fra lyriske fortolkningsrammer. Men den tilhørende pressetekst rammesætter albummet som et brev, skrevet af Baptiste Martin i en forvildet tid med en psykiatrisk indlæggelse tilføjet. Som lytter får vi altså lov at drive rundt i et oprørt og alligevel spejlblankt hav af tabte identiteter og fortabe os i musikkens varme bevidsthedsstrøm. Det er bestemt ikke et brud på nogen ambiente konventioner – men ikke desto mindre en fornøjelse at fortabe sig i.
»Music is the ultimate gateway to presence, a true expression of the moment.«
Praised by DownBeat Magazine as one of Europe’s most versatile and inquisitive musicians, Polish-born, Scandinavian-based trumpeter and composer Tomasz Dąbrowski creates music that whispers before it screams – blending open, lyrical melodies with raw, unconventional trumpet sounds. Dąbrowski has revealed an unceasing curiosity, stretching and expanding his jazz roots in an ever-widening circle of exploration. From the beginning he’s rejected hierarchies, preferring to see creative music as a boundless practice that can accommodate ideas drawn from every spot on the stylistic map. While plenty of musicians pivot toward new directions, sometimes transforming their aesthetic wholesale, Dąbrowski has long revealed a more ruminative and holistic mindset that has allowed him to retain a clear artistic identity through countless projects, whether driven by improvisation or composition.
Postkort fra lydens grænseland
På den eksperimentelle scene skal der efterhånden meget til, før noget virkelig overrasker – her bliver både guld og gammel gæld ofte gjort op. Derfor føles det som en frisk åbenbaring at lytte til Maria Laurette Friis og Thomas Morgans improviserede duoalbum Colors. At sætte en eksperimenterende vokalist og komponist (Friis) sammen med en erfaren kontrabassist (Morgan) og lade dem improvisere i tre timer, lyder måske ikke umiddelbart som det mest nyskabende. Men på forunderlig vis opstår der en helt særlig symbiose mellem stemme og kontrabas – en forbindelse så sjælden og unik, at man sjældent har hørt noget lignende.
Friis er en blændende sanger, og hendes ordløse udtryk trækker på alt fra mongolsk strubesang over jazz til nordisk mørke. Hun veksler ubesværet mellem skønsang og grynt i samme improvisation. Morgans kontrabas udgør en interessant kontrast og afsøger instrumentets grænser, uden at det på noget tidspunkt bliver uskønt.
De tre timers optagelser er skåret ned til ni skæringer på i alt 45 minutter, og konceptet med kun vokal og kontrabas fastholdes konsekvent – trods begge musikeres erfaring med vidt forskellige udtryk. Det særlige sprog, der opstår, er ofte både foruroligende og rørende smukt. Når de giver hinanden plads – som på den syv minutter lange »Eight« – og når kontrabassen spiller alene, kan man ikke lade være med at rokke med, selv uden egentligt beat. Colors beviser, at stor kunst stadig kan opstå af ingenting – i både de sære og mere genkendelige dialoger. Det er netop, hvad Friis og Morgan formår på dette dragende postkort fra en anden verden.
»Musik er et umiddelbart sindbillede. Hvad er favoritter den ene dag, er det ikke den næste. Pt. synes jeg, verden er vild, og det bærer min smag præg af med melankolsk nostalgi og nyere dansk indie-sadness. Det er hverdagens soundtrack og kan forstærke de følelser, der summer i det indre.«
Chris Pedersen er (født 1977) er kulturjournalist på P1 og vært på Popsmart. Tidligere moderedaktør på Euroman, redaktionschef på Cover, chedredaktør på Cover Man og redaktør på Børsen Weekend. Har også været vært og tilrettelægger på tv-serier som Skønhedens magt, Verdens lykkeligste land og Moderedaktørens dagbog. Har læst kommunikation og kunsthistorie.
»For me, music is communication – a tool for reaching another level of consciousness and/or presence. Music is honest and wears no mask. It is origin and eternity. Sound came first. Music is alive.«
Sean-Poul is best known for creating much-needed spaces for artists to freely explore and evolve, connecting people and initiatives across domains and genres, and leaving an eye-opening impact on people. He runs Bellerose, a creative agency out of Aarhus, Denmark and is the co-founder of the improv concept, Nebula and is 1/3 of the Rapper's Bookclub.