Kortkritik
19.02.2022

Genklang i glasværket 

Philip Glass & Tana Quartet: »String Quartet No. 9 -'King Lear' & String Quartet no. 8«
© PR
© PR

De store minimalistkomponister er den moderne kompositionsmusiks popstjerner. Størst af dem er Philip Glass – han laver de mest spiselige eksperimenter. Samtidig er manden netop fyldt 85. Så vi har at gøre med en mand, der ikke behøves at lave større værker mere.

Dog er der alligevel noget vitalt og smukt på spil i denne indspilning af det nye værk String Quartet No. 9, der i fem akter formår at benytte den moderne strygekvartet som en direkte kile af overrumplende følsomhed. Det er bemærkelsesværdigt, at Glass kan genudsende sig selv og stadig finde skønhed i oscillerende strengeleg og gentagne oktavspring. Selv når avantgarden sniger sit hoved frem i celloens brummen i første del af »Akt II« og de hektiske pizzicato-rytmeforløb midt i »III«. Mest spændende bliver de i introen til »C«, hvor violiner, bratsch og cello nærmest fører en dialog af kaotiske forløb, der bagefter kulminerer i et stykke oldschool-Glass, der minder om de mindre kaotiske forløb i 1976-operaen Einstein on a Beach

Som bonus får man også Glass’ String Quartet No. 8 med fra 2018, der på en måde er klassisk Glass og samtidig peger ind i en neoklassicistisk ro, som Glass synes at blive draget af på sine gamle dage. Det er også super kedeligt, selvom det lyder smukt. Der er bare ikke meget nyt under solen, og mest interessant er Glass fortsat, når han byder kaosset ind i glassalen. Den slags genklange kan man ikke få nok af. 

Kortkritik
24.11.2021

Ocean af fjer

Frederik Sandfeld: »Fractionations«
© Frederik Sandfeld
© Frederik Sandfeld

Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde. 

Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det. 

Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations

Kortkritik
24.11.2021

Enestående fremtidsflaskepost

Niels Rønsholdt: »Archive of Emotions & Experiences, Book 1«
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose
Niels Rønsholdt. © Kåre Viemose

Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.

Kortkritik
22.11.2021

Natklub ved verdens ende

Sort/Hvid: »Solastalgia«
© Martin Høyer
© Martin Høyer

Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.

Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.

Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«

Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.

Kortkritik
16.11.2021

Overraskende ordinært

»JAZZ/TAKE: French electronic« w/NLD IJC feat. Greg Hutchinson og Luca Aquino«
© Kannan
© Kannan

Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin. 



»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.

Kortkritik
15.11.2021

Café Jorden kalder

Sune Pors: »Convalescence«
Sune Pors: »Convalescence«
Sune Pors: »Convalescence«

Rekonvalescens. Albummet er ganske rigtigt et pusterum i efterårsgrå Danmark, men en titel, der også kan betyde sanatorieophold eller genoptræningsperiode varsler mere genremæssig fusion, en palet af effekter på strygerne og Sune Pors’ elektriske guitar, markante skift imellem strumming og fingerspil, mere galskab, lidelse, udvikling og helbredelse.  

Ikke desto mindre er det et godt debutalbum fra Sune Pors, hvis fingerspil på en akustisk klingende elektrisk guitar kombineret med akustiske Admeta String Quartet er de bærende elementer. »Find Your Feet« minder om en søndag eftermiddag på Aarhus-klassikeren Café Jorden, imens »Equator«, hvor instrumenterne spiller op i mod hinanden i mol, er som en fransk sort/hvid film på en aften i en regnvåd brostensbelagt gade, og »Star Trails« flirter med fusionsjazz/noise med knas på optagelsen, klik og 'pop-lyd' på mikrofonen. Nummeret kunne snildt have båret endnu flere af disse elementer. Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge, og det udnytter han forhåbentligt på sin næste udgivelse.