James Black
28
Glimt af eventyr
Calum Builder: »Murmuration«
© PR
Da jeg først lyttede til det nye album fra den australskfødte komponist og saxofonist Calum Builder, Murmuration, kom jeg til at tænke på en sætning fra en dybt fascinerende samtale mellem filosoffen Jacques Derrida og jazzlegenden Ornette Coleman, der fandt sted i 1997: »For reasons that I'm not sure of, I am convinced that before becoming music, music was only a word«, lyder sætningen. Hvis Murmuration, et storslået jazzopus i fem dele, blot var et enkelt ord, ville ordet, tænkte jeg, være »glas«. Ikke blot fordi der er en særegen skrøbelighed over Murmuration, men også fordi albummet minder mig om de utydelige, men ekstremt kontrastfyldte fotografier, der blev taget direkte på glasplader i tiden omkring industrialiseringen: Den såkaldte kollodium-vådplade-teknik.
Der er så uendeligt mange billeder gemt i Murmuration: Falmede, esoteriske og slørede som var de fotograferet med sitrende hænder – det er ikke tilfældigt at værkets forskellige satser har titler som »Fading Shadows in the Dark« og »Falling Into the Maelstrom« – træder de alligevel frem i helt klare glimt: Perkussion som blafrende fuglevinger; langstrakte saxofonhyl, der skærer som strømlinede jernbaneskinner gennem stenede landskaber tegnet af tuba og basun; nærmest pastoralidylliske ambientpassager afbrudt af maskinelle rytmer og kaotiske passager, der rammer som pludseligt tordenvejr; underfundige melodistumper, der minder mig om de melodier, slangetæmmere spiller i eventyr. Det kunne være et andet bud, hvis Murmuration kun var ét ord: »Eventyr«.
To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026
The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.
I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.
»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.
Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.
Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«
Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.
De laver snigeren: vokal lyst mellem deadpan og renæssance
Matias Vestergård, Johan Klint Sandberg, ÆTLA: »Sex in Concert«
© PR
Otte mennesker sidder ved hver sit kontorbord. Én tager albuen op til munden og stønner dumpt ned i den, en anden begynder at sløvklappe sin underarm, en tredje knirker pludselig som en udtjent springmadras. Men de unge sangere fra ÆTLA fortrækker ikke en mine, deres deadpan er den komiske hovedingrediens i Matias Vestergårds apollinske sketchshow SEX in Concert.
Hurtigt er de videre fra horesats til renæssancemadrigal, overgangen er sømløs, og komikken vandrer med: Et italiensk ord, der lyder som »akvamarin«, bliver til »ah! kvamarin«, og således får 400 år gamle værker af Gesualdo og hans ligesindede et drys vestergårdsk salonhumor. Men bevægelsen går også den anden vej: Vestergårds nyskrevne satser er smagfuldt forsirede med bevægelige stemmer og flirter med streng kirketonalitet.
Bordene rykkes hele tiden rundt, kontorfolket skifter fra tableau til tableau, mens tjansen med at skrive lyrik ind i et googledoc på lærredet går på skift mellem sangerne: Amalie Smith, Marvin Gaye, oprørt kapitalkritik og muntert chatsprog, alt sammen med en snert af lyst, men også især af ambivalens ved lyst. Alt flyder, også Vestergårds satser, der ét øjeblik tester iskold ekkoteknik, det næste skruer op for varmen med formfuldendt barbershop.
SEX in Concert er tydeligt en øvelse, og Johan Klint Sandberg har som instruktør haft en fest med kontorkomedien. Men øvelsen lykkes (selvom hænderne bliver lovlige over dynen): Snart er en time gået, hvor Vestergård, Sandberg og ÆTLA har sneget digte, madrigaler og ny vokalmusik ned i halsen på et ungt publikum. Det kan faktisk godt være sjovt!
Christianshavns Beboerhus, 18.-22.03
© Søren Fiil Vesterbak
»Musik for mig kan noget helt særligt. Den samler mennesker i fælles oplevelser, men den kan også være et meget personligt mentalt værktøj. Personligt bruger jeg musik hele tiden – til at skabe energi på en løbetur, til at skabe koncentration til arbejdsopgaver, eller til at finde ro i pressede situationer, som fx i tandlægestolen. Og så selvfølgelig til at skabe glæde og god stemning. Musik er altid en essentiel ingrediens i de gode minder.«
Rikke Andersen har stået i spidsen for SPOT Festival siden januar 2024. Med en baggrund som spillestedsleder og booker på Fermaten i Herning har hun solid erfaring fra både den kreative og organisatoriske side af musikbranchen. Hun har tidligere arbejdet i pladebranchen, været dybt involveret i markedsføring og kommunikation og har haft fingrene i flere kulturprojekter.
© Mike Højgaard
»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«
Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.
© Ida Sofie Skov Larsen
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.