© Rene Passet
© Rene Passet

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik. 

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds. 

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering. 

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden. 

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR
»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).

 
© Mads Nissen
»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«
 
David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.
kortkritikrelease
25.09

Et orgel i tvivlens mørke skov

Calum Builder: »Although Changed, I Arise the Same«
© PR
© PR

Sidste år udgav Builder Poor_in_Spirit, et album hvor han på egen hånd udforskede de soniske muligheder for sit eget, hjemmebyggede orgel. Det var et album præget af denne søgen, men i sidste ende også af de begrænsninger, orgelet repræsenterede. På Although Changed, I Arise the Same finder komponisten en vej ud af dem.

Orgelet bakkes nu op af tre tilføjelser: Builders egen altsaxofon samt Zola Mennenöh og Johanna Sulkunens sangstemmer. Det gør en verden til forskel, da det giver den diversitet i instrumentering, som Builder netop så mange gange før har bevist, at han mestrer at komponere for. Skiftevis falder orglets bas under sangstemmerne og saxofonen som et let dis og omhyller dem som en tung tåge. Det tuder, som vinden i træerne og brøler som et tog i natten. Mennenöh og Sulkunen synger, messer og udånder simple, repetitive fraser om spirituel usikkerhed og søgen, som er de fortabt i tvivlens mørke skov. Det er en spartansk fortællestil, der giver lytteren nok lyrik og atmosfære til at sætte hjernen i gang, men ikke så meget, at man overmættes. Heri ligger Builders styrke: Hans musik udspringer tydeligt af hans liv og erfaringer, men han komponerer på en sådan måde, at lytteren med sin fantasi inviteres til at deltage i den fortælling, der skabes. 

Builder bestemmer farverne, men overlader en del af billedet til lytteren. Det er et album, der er langt mere sparsommeligt i sin dramaturgi end tidligere udgivelser. Men ikke desto mindre smukt og inspirerende.