kortkritik

16.11.2022

Hinsides godt og ondt

Michael Gira og Kristof Hahn: Live

Michael Gira. © Mark Benney

Michael Gira og Kristof Hahn, begge kendt fra bandet Swans, har ganske givet kigget så langt ned i afgrunden, at den også ser ind i dem. Denne tilstand har Nietzsche på dybdeborende vis beskrevet i Hinsides godt og ondt. Men Gira og Hahn var ikke sjæleløse. Tværtimod viste de en ny sårbarhed og erfarne refleksioner over det mørke, deres kunst udspringer af. Princippet om maksimal lydstyrke blev holdt i hævd, så toner materialiserede sig og gik gennem marv og ben.

Der var skåret ind til benet med den akustiske guitars repetitive, uforløste minimalisme, og Giras grusomme poesi i verdensklasse trådte knivskarpt frem. Stemmen var melodiøs, sort som natten og stærk på »The Beggar« fra Swans’ kommende album. Man kunne tænke om Gira, at han er et ubehageligt menneske, men i hans præsentation af »When Will I return«, der handler om et overgreb på hans kone, stod det smerteligt klart, at han blot fungerer som medium for menneskets ondskab.

Hahn lagde ikke en dæmper på sin fortid i noise, industrial og elektroakustik, da han loopende og legende opbyggede et støjende lydtæppe med sin distortede lapsteel, mens intensiteten andre steder blev afløst af rene toner, harmonisk melodiøsitet og vokal fuld af tysk Sehnsucht. Denne aften var det 50 års jubilæum for Roxy Musics debutalbum, og med en fortolkning af »If there is something« sendte Hahn en kærlig hilsen til bandets saxofonspiller, som er hovedinspirationen til hans unikke lapsteel-teknik.

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.

kortkritikrelease

22.08

Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

Sonic Transmissions Records, 22. aug.

Kristoffer Møllegaard

Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.

playliste

20.08

My name is Deejay Unqanny – would you like to see my playlist?

»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«

Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.

kortkritik

19.08

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«

Signum Classics, 15.08

Andrew Mellor

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

playliste

16.08

Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

playliste

16.08

Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.