kortkritiklive

26.08.2024

Hurra! De store spørgsmål lever stadig i operaen

Copenhagen Opera Festival: Rolf Hind, Dante Micheaux and Jalal al-Din Rumi, Frederic Wake-Walker, Elaine Mitchener, James Hall, Yannis François, Loré Lixenberg m.fl.: »Sky in a Small Cage«

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, 25.08

Jakob Gustav Winckler

Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi.

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre.

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om.

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov.

playliste

03.04

Mit navn er James Black – vil du se min playliste?

»Musik er en dyb, men ikke seriøs, spirituel praksis, hvor både skaber, samarbejdspartner og forbruger er deres egen personlige pave.«

James Black (f. 1990) er komponist, performer og kunstnerisk leder af Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. De er oprindeligt fra Bristol, England, men flyttede til København i 2013. Blacks værker har tiltrukket sig stor opmærksomhed både nationalt og internationalt for deres karakteristiske kombination af kunstnerisk mod og sårbarhed, beskrevet af Statens Kunstråd som »et univers af ægte vanvid, hvor alting går hen«. Deres arbejde er en dyb og personlig udforskning af emner som religion, tab og queer-identitet, der ikke er bange for at være dum eller seriøs i nogen retning.

playliste

02.04

Mit navn er Christian Juncker – vil du se min playliste?

»Musik er for mig lige noget for mig.«

Christian Juncker er en dansk musiker og sangskriver, som har udgivet en række dansksprogede album. Han debuterede i 1995 med bandet Bloom. Sammen med sin ven Jakob Groth Bastiansen dannede han duoen Juncker i 2002. Han står også bag julesangen »Luk julefreden ind« fra 2024.

playliste

01.04

Mit navn er Idan Elmalem – vil du se min playliste?

»Musik for mig afslører tomheden i grænser og definitioner – i bevidstheden, i rummet og i musikken selv.«

Idan Elmalem er en oud-spiller og komponist, der arbejder på tværs af verdens- og populærmusik, og præsenterer nu sin debut-instrumentale EP og liveoptrædenprojekt. Efter mange års samarbejde inden for den israelske musikscene vender han sig mod en mere personlig og intim musikalsk stemme, hvor han blander traditionel oud med en moderne sensibilitet. Inspireret af sine studier med mester Nissim Dakwar udforsker Elmalems musik rummet mellem tradition og innovation. Hans debut-EP, Time, indeholder tre live-indspillede stykker, der bevæger sig mellem fortid, nutid og fremtid og kombinerer klassiske arabiske og persiske elementer med jazz, minimalisme og filmisk lyd. Elmalem, der er baseret i Tel Aviv, trækker på sin marokkansk-danske arv i sit arbejde. Han er uddannet fra Jerusalem Academy of Music and Dance og er i øjeblikket i gang med en kandidatgrad i etnomusikologi ved University of Haifa, sideløbende med sit arbejde som musiker og komponist.

31.03

Lokale kræfter bag ny elektronisk festival i Aalborg

29. maj overtager det aalborgensiske kollektiv Datahaven9000 spillestedet Skråen og omdanner den store sal til en koncentreret éndagsfestival for elektronisk musik. Arrangementet er en del af koncertrækken Bystanders #3, hvor scenen gives til byens egne miljøer frem for husets faste programlægning.

kortkritikrelease

30.03

I bugen på et fremmed klangvæsen

Kali Malone & Leila Bordreuil: »Music for Intersecting Planes«

Ideologic Organ / La Becque Editions, 27.03

Nikola Nedeljkovic Gøttsche

Det er to af samtidsmusikkens mest kompromisløse materialetænkere, den amerikanske organist Kali Malone og den franske cellist Leila Bordreuil, som mødes på Music for Intersecting Planes. Malone arbejder med overmættede klangblokke og lydens masse som vedvarende tryk, mens Bordreuil søger friktionen – med celloen som genstridig organisme, der knirker og protesterer.

Fælles er en asketisk opmærksomhed på instrumentets egenart. Orglet og celloen presses ud i deres randzoner, hvor genkendeligheden opløses, og overtoner træder frem som skjulte væsener.

Titelstykkerne »Intersecting Planes I« og »II« præsenterer bølgende opbrud af lyd: dyriske, næsten elefantagtige hvin, der presser sig frem og trækker sig tilbage. Kun sjældent lader klangen sig identificere som orgel eller cello. (»Pilots in the Night« ligger tættest på en forventelig balance mellem orglets tyngde og celloens modstand.) Ellers bevæger musikken sig i et felt mellem det metalliske og det elektroniske, som om lyden hverken stammer fra strenge eller piber.

Det er ikke massivitet, der undersøges, snarere en form for hulhed: en luftighed, der ikke er let, men gennemtrængt af en ubestemmelig resonans, noget urgammelt og ceremonielt. Albummet rummer noget langt mere porøst og åbent end Malone og Bordreuils tidligere værker. Lyden opleves som en konkav form, indadbuende, som et fravær af materiale. Klanglandskabet bærer sin egen opløsning med sig som en indbygget forsinkelse – som om musikken først og fremmest eksisterer som erosionen af noget, man troede, man hørte.