Hvad skal de gale med et operahus?
Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.
I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.
Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.
Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.
Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.