kortkritiklive
29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«
© PR
© PR

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.

© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.

kortkritikrelease
04.05

Flugten fra hotellet, der måske ikke findes

RÖM: »Whispering Dub«

Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.

»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal. 

Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.

kortkritiklive
04.05

En trompet, to illusioner og en fjord

Kasper Tranberg / Mesmer
© PR
© PR

Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.

Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.

© Angela Ankner

»De fem numre, jeg lytter til lige nu, er optagelser, jeg har opdaget enten for fire uger siden eller for 40 år siden. De giver mig alle sammen glæde og inspiration. De repræsenterer, hvem jeg er lige nu. De bærer mig. Jeg føler mig hjemme og i mit lykkested, når jeg lytter til dem. De er en integreret del af min soniske persona.«

Holger Schulze er professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet og forskningsleder på Sound Studies Lab. Hans forskning bevæger sig mellem sansernes kulturhistorie, lyd i populærkulturen og medieantropologi. Hans lydantropologi undersøger, hvordan auditive oplevelser og lydaffekter påvirker, opsplitter og opretholder hverdagslivet i det 21. århundrede. Både kunstneriske praksisser og produkter fra medieindustrien er genstand for hans kritik af lyde og hørelse. I øjeblikket arbejder han på The Bloomsbury Encyclopedia of Sound Studies (med Jennifer Stoever og Michael Bull) og på The Bloomsbury Handbook of Sound in Museums (sammen med Alcina Cortez, Gabriele Rossi Rognoni og Eric de Visscher). Hans udgivelser inkluderer: The Bloomsbury Handbook of the Anthropology of Sound (2021, ed.), Sonic Fiction (2021), The Sonic Persona (2018), Sound as Popular Culture (2016, co-ed.)
 

kortkritikrelease
26.04

Lad os synge om cyklus

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«
© Saba Lykke Oehlenschlæger
© Saba Lykke Oehlenschlæger

Månen er et poetisk grundmotiv. Dens cyklus trækker i både tidevandet og i os, i kroppe og væsker. Komponist Adrianna Kubica-Cypek og vokalensemblet ÆTLA har fortolket dette motiv fra Barbara Agertofts digt »Månen«. Kompositionen er opdelt i »Månen« I, II, III og IV. Det er en vellykket EP, der vil lytteren noget: Det stærke tekstforlæg etablerer en klar kompositorisk retning uden svinkeærinder, men musikalsk kan det dermed ikke stå alene.

Månens kraft til at forbinde det indre og ydre står stærkt i Agertofts digt: »og vi strakte os ud, det indre i det ydre alt det, vi / blødte ind i.« Hvordan kan man bedre formidle denne grundstemning end med et vokalensemble, som netop er individuelle kroppe, der bløder ind i en ydre, fælles lyd? Kubica-Cypeks fortolkning er dynamisk, kontrastfyldt og bølgende, som flod og ebbe. Den starter med en skærende klang af kvindestemmer, som bliver til krydsende glissandi understøttet af dybe og monotont messende herrestemmer. Enkelte steder i værket samles klangene i harmoniske akkorder; oftest løber stemmerne hver sin vej i både volumen og tonehøjde, eller insisterer på at blive i dissonansen og det repetitive. 

»Månen IV« slutter som en omvending af den skarpe start i »Månen I« med lavmælte og mørke klange, der fremstår delvist uafsluttede, som om værket skal høres forfra igen. Korarrangementet er i sin form cyklisk og fremhæver noget underspillet i Agertofts digt. Det viser kvaliteten ved gensidig fortolkning; kunstarterne tilføjer noget hos hinanden.