It might seem abstract, but dance is extraordinarily specific – an ultra-precise instrument of physical poetry. You shouldn’t even think about adding music unless the link is umbilical, unequivocal and clear. There are passages in Leaning Tree – a meeting of Dansk Danseteater with the Copenhagen Phil – which are utterly, mesmerizingly inspired: when the union of the aural and visual isn’t a union at all, but a single thing. Unfortunately, there aren’t enough of them.
Choreographer Fernando Melo’s signature style is slow, legato, un-rhythmic. His group of welded human bodies often behaves like a dollop of lava, moving with a sluggish certainty. It’s hypnotic to look at but absolutely unmusical. Maybe that’s why Signe Lykke’s score for Leaning Tree so rarely channels what we’re seeing.
Or is Melo not listening to Lykke? She speeds up or shifts gait; he can’t. Her throbbing, cooing spatial orchestral score can resemble Bent Sørensen without the fragile melodies. It livens up when congealed low brass and winds squeeze themselves into almost spectral harmonies. Tension skyrockets, but it counts for little on stage.
Then the »leaning« – the stunningly beautiful, anti-gravitational choreographic conceit on which it all rests. It’s about 30 minutes before we see any real leaning. But gosh it’s exquisitely done, worth the wait even if it makes a lot of what went before seem like padding.
The culmination, a vision of leaning bodies like swaying reeds, gets right into Lykke’s score. Or maybe vice versa. It’s not just glissandos we’re hearing, but elasticated harmonic movement – music composed with extraordinary delicacy of texture, harmonies built from the exacting placement and movement of individual instruments. Leaning Tree needs more of this sort of thing.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Musik for mig er en åben vej til eventyr, hvor alt kan ske. Musik for mig er en frihed, der rummer alle følelser. Musik for mig er det allermest private og noget, som mange kan dele. Musik for mig er uforståelig, oplysende, underholdende, religiøs, filosofisk, vibrerende, magisk og den stærkeste kraft, jeg kender. Musik for mig er noget, der gør mig opmærksom på livet. Musik for mig er en fri fugl.«
Gustaf Ljunggren er en svensk musiker og komponist, bosat i København. Hans værker bæres ofte af en vilje til indadvendthed og fordybelse i en støjende verden. I 2026 udgiver Gustaf Ljunggren albummet Along The Low Road, skabt i samarbejde med den islandske musiker Skúli Sverrisson. Ljunggren medvirker på hundredevis af udgivelser som instrumentalist og arrangør, og han har gennem årene samarbejdet tæt med Emil de Waal, CV Jørgensen, Steffen Brandt, Sofia Karlsson, DR Pigekoret, Eddi Reader, Anders Matthesen og mange flere. For den brede danske befolkning blev Gustaf et velkendt ansigt, da han var kapelmester i Det nye talkshow på DR1 med Anders Lund Madsen som vært. Siden 2011 er Gustaf Ljunggren tovholder for SPOT Festivals koncertserie Naked.
Vi sad i langsom forrådnelse til en aften i Helvedes forgård. Det var ved en ambitiøs, multisensorisk fortolkning af Charles Baudelaires digtsamling Les Fleurs du mal (1857) – Helvedesblomsterne. Instruktør Anna Schulin-Zeuthen og komponist Mikkel B. Grevsen forenede mezzosopran Sophie Haagen og skuespiller Thure Lindhardt med Ensemble Hermes' seks strygere og tilsatte elektronisk musik. Denne Frankenstein-opsætning bragte modernistisk digtning ind i 2026, hvor motiverne udstrakt mellem skønhed og forfald stadig (trods mange videnskabelige fremskridt) er et grundvilkår.
I Lille Sal i Musikhuset Aarhus var scenen dekoreret med frodige og visne blomster som vanitassymboler. Lindhardt åbnede med en recitation, der smadrede den fjerde væg: med både humor og intensitet talte han direkte til os tilskuere – hyklere og kommende lig.
Modsat den næsten sømløse klanglige helhed af Haagens mørke stemme, strygernes flader og elektroniske spøgelsesforvrængninger stod Lindhardts oplæsning som en underlig, men nødvendig forstyrrelse. Han listede omkring med sin mappe under armen som en akavet outsider – digteren som evig observatør.
Selv forsøgte jeg pligtskyldigt at følge det udleverede blad med repertoiret, men måtte opgive og blot hyklerisk lade mig beruse og forføre ganske i værkets ånd. Helvedesblomsterne lykkes som et modigt og storslået projekt. Men forestillingen balancerer også lidt for forsigtigt mellem harmonisk skønhed og den 1800-tals-uhygge, der hos Baudelaire kribler af død helt ind i knoglerne.
»Musik er for mig både det beat, der bringer mig gennem løbeturen, sætter stemningen i hverdagen, men ikke mindst mit personlige soundtrack, der fremkalder tidligere hændelser og stemninger igennem hele mit liv.«
Lasse Andersson er museumsdirektør for Kunsten Museum of Modern Art og Utzon Center samt bestyrelsesleder for Krabbesholm Højskole og Packness Fonden. Før museerne stjal al hans tid, skrev han ph.d.-afhandlingen Byen og de kreative iværksættere, var medstifter af kunst- og teknologihuset Platform4 og stod bag både LasseVegas-kontoret og teknologiprojektet Nulkommafem. Han har desuden ledet afdelingen for Urban Design på Aalborg Universitet. I dag arbejder han målrettet med at udvikle kulturinstitutioner som moderne dannelsesrum: steder, hvor mennesker mødes og forbindes gennem æstetiske oplevelser, der bevæger, udfordrer og åbner nye perspektiver på det samfund, vi deler. For Lasse Andersson er kunst og arkitektur ikke blot spejle af verden – de er med til at forme den. Med den ambition har han kurateret udstillinger som Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).
Det er udbredt at beskrive en afart af ambientmusik som »filmisk« og dermed (måske utilsigtet) affeje den som stemningssættende brugsmusik snarere end kunstform i egen ret. Arbejdet med statiske klangflader og atmosfæriske droneforløb har imidlertid stået på, længe før det blev et filmgreb. I denne tradition, der strækker sig fra Morton Feldman til Éliane Radigue og Phill Niblock, har den italienske komponist Guido Zen i de seneste knap 15 år indskrevet sig under pseudonymet Abul Mogard. I slutningen af 1990’erne færdedes han i Londons elektroniske undergrund med duoen Gamers In Exile og har siden samarbejdet med blandt andre danske Goodiepal.
Ved koncerten på Alice voksede Mogards brede synthflader frem som tågebanker. Bag et bord tæt pakket med trommemaskiner, mixere og patchkabler – slyngplanter af ledninger mellem maskinerne – stod den sortklædte Mogard, oplyst af små klemmelamper fastgjort til udstyrets kanter. Tonerne var langstrakte, næsten ubevægelige. Tiden måltes ikke i takter, men i intensitet: Bas, der rungede i brystkassen; en justering af det atmosfæriske tryk. Udramatisk, men ustoppeligt. Teksturerne ændrede sig så gradvist, at man ofte først registrerede forandringerne, idet de var passeret. De harmoniske moduleringer føltes sjældent som traditionelle akkordskift, snarere som skygger der flyttede sig.
Synthlagene gled ind i hinanden med næsten geologisk langsomhed og lagde sig som aflejrede sedimenter, nænsomt og kolossalt. Mogard dvælede ved den enkelte tone længe nok til, at den begyndte at afsløre sit indre liv: små sitrende vibrationer, næsten mikroskopiske ujævnheder i klangskorpen. Lyden pulserede indefra, gennemkrydset af bølgende interferensmønstre.
