kortkritik
25.03.2021

Ind i det elektriske netværk

Natasha Barrett: »Leap Seconds«
Natasha Barrett: »Leap Seconds«. © Sargasso
Natasha Barrett: »Leap Seconds«. © Sargasso

Jeg føler mig som det elektriske netværk i hjemmet. Det første af de fire værker på albummet, Involuntary Expression, begynder i støvsugeren. Fornemmelsen af en ventilator, der langsomt tager til i kraft, glider ind i lyden af en altomsluttende elektrisk støj. Det er, som om jeg bliver ført gennem kablet og ind i væggen. Lyden af et modem. Telefon. Computer. Og videre til for mennesket ukendte steder. Hvis strøm havde ører, ville det lyde sådan.

En langt mere organisk oplevelse er Dusk’s Gait: som at flyve rundt mellem insekters vinger, helt tæt på og i slowmotion, så alle de små, sprøde slag bliver tydelige. Lyden af vind og vibrationer bliver gjort taktil, vand bringes tæt på og truer med at opsluge mig.

The Weathered Piano (quattor tempora anni) er som en mareridtsagtig sekvens, hvor jeg er fanget inde i et klaver, der langsomt bliver smadret af at stormvejr. Strengene forvrænges, træet skælver. Pludselig er det morgen, og regnen spiller på de nu knækkede rester af strengene, mens fuglene synger.

Til slut giver He Slowly Fell and Transformed into Terrain os en kaotisk rejse fra rummet mod Jorden. Pludselige døre, der åbner og lukker, børnestemmer, og snart er vi opslugt. Mine ord kan ikke helt rumme dette albummets mest abstrakte værk.

Barrett, der i februar blev ansat som fast gæsteprofessor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium, skaber nogle mesterlige lydskulpturer, der alle indeholder genkendelige brudstykker, men forvrænget, som om man lyttede i en drøm.

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.