kortkritiklive
16.02

Indigo over Mahler

Anthony Sahyoun, Nour Darwish, Larissa Sansour, Søren Lind: »As If No Misfortune Had Occurred In The Night«
© Joakim Züger
© Joakim Züger

En af mine største kunstoplevelser i 2025 var den britisk-palæstinensiske videokunstner Larissa Sansours intense værk As If No Misfortune Had Occurred In The Night på Kunsthal Charlottenborg. Værket danner udgangspunkt for torsdagens »operaperformance«, hvor den palæstinensiske sopran Nour Darwish optræder i dialog med Sansours visuals.

Da Darwish går på scenen, er det foran en enorm skærm, hvorpå sort-hvide scener fra et forladt kapel sætter en højtidelig stemning. Det er som hele salen holder vejret, da hun begynder at synge, først spædt, sørgmodigt, herefter med kuldegysningsfremkaldende kraft. Kompositionen tager afsæt i Kindertotenlieder (1905), hvor Gustav Mahler tonesætter Friedrich Rückerts digte om tabet af to døtre. Komponist Anthony Sahyoun lader Mahlers musik smelte sammen med den palæstinensiske folkesang »Al Ouf Mash’al«, en klagesang over en mand faldet i osmannisk tjeneste under Første Verdenskrig. Sangen er siden blevet udvidet som en mundtlig beretning om palæstinensisk lidelse. I mødet med Mahler bliver den en klagesang over århundreders sorg – rettet mod europæiske ører, der gennem koloniseringen bærer en del af ansvaret. Det er helt enkelt en rigtig god idé.

I begyndelsen veksler Darwish mellem de to musikstykker, men gradvis smelter de sammen til én fortælling om sorg, tab og nedarvede traumer. Hun forlader kort scenen og overlader os til en filmsekvens, hvor hun stiger ned i et bassin og omsluttes af indigoblåt vand. I palæstinensisk tradition er indigo sorgens farve, fordi den ikke kan vaskes væk, når den først har sat sig i hud og stof. Den må slides af – som sorgen kan efterlade os hudløse. 

Darwish vender tilbage i en indigo kjole. I kulminationen falder hun på knæ, mens skærmen bag hende sortner, og jeg opdager, at jeg knap har trukket vejret i flere minutter. Kompositionen er skabt i 2022 – før den aktuelle krig i Gaza – men denne aften føjer hun med sin enorme stemme og intense tilstedeværelse endnu et vers til den uendelige sang. Sådan kan kunst føles brutalt profetisk.

kortkritikrelease
11.08

Stemmer fra en svunden tid

Sofie Birch & Antonina Nowacka: »Hiraeth«
© PR
© PR

Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.

Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.

© PR

»For mig er musik i sin essens fuldstændig og total frihed. Når vi begynder at organisere musikken, er det et tilbud om at forstå os selv, vores valg og vores verden.«

Lennart Ginman er musiker, komponist og producer Hah har samarbejdet med førende kunstnere indenfor jazz, electronica og progressiv techno. Ginman er specielt anerkendt for at kombinere den elektroniske og den akustiske musik i et personligt, filmisk og dramatisk lydunivers udenfor genre. Ginman har skabt syv albums i eget navn, bl.a. et album sammen med Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen, Ginman/Jørgensen. Han kan for tiden høres med trioen GinmanBlachmanDahl.

kortkritikrelease
07.08

Gąsiorek ser sig aldrig tilbage

Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
© PR

Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.

Sinne Eeg. © Warny Mandrup

»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«

Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.

© Vakuumpagten

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?