kortkritik
26.03.2024

Jan-Martin Smørdals akustiske teater knitrer og kvækker

Jan Martin Smørdal: »My Favorite Thing« 
© PR
© PR

Hans musik er diskret, men helt tydeligt både i tanke og udtryk. Den norske komponist Jan Martin Smørdal vil noget med samskabelse og sociale dynamikker. I værket My Favorite Thing, der fylder det meste af udgivelsen, har han spurgt sine musikere om minder og forsøgt at komponere dem bagefter. I stykket »Flock of Me« er det musikere, der imiterer optagelser af sig selv. I »less-sense« er det Smørdal, der hele tiden korrigerer sig selv via en sanger. 

Alt sammen spændende at læse om, men også lidt forkert at sætte i centrum for en samtale om hans album. Musikken er sanselig og interessant – og helt skarpt komponeret. Ofte af skrøbelige perkussive lyde, der interagerer med hinanden i sarte mønstre og holder ørerne på stilke. Så hvorfor som lytter bruge kræfter på at finde rundt i musikkens intellektuelle baggrund undervejs, når man intuitivt kan blive flyttet af lyden selv? 

My Favorite Thing ekspanderer over ni satser. Fra små knitrende, raspende, kvækkende, skramlende, dansende mønstre til store, fejende orkesterbevægelser iscenesat af det norske radioorkester. Måske er det alligevel hans metode til at involvere andre menneskers tanker, der kan noget andet og skaber fornemmelsen af scener og dramatik? I hvert fald befinder man sig ofte som lytter i et grænseland mellem musik og akustisk teater. Mest tydeligt overhovedet i »less-sense«, der nærmest som et søsterværk til Luciano Berios »Sequenza III« fra tresserne, med heftigt åndedræt og smukke, vibrerende lydeffekter, lyder som en udelelig blanding af sang og skuespil.

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

Katrine Muff. © Ditte Capion

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).

Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.

© PR

»Musik er for mig et dagligt akkompagnement til mine mere eller mindre ligegyldige gøremål. Den kan sætte retningen eller aflede mig fra mit mål. Den skaber uerkendte længsler eller tilfredsstiller min umiddelbare tørst. Den giver mig euforisk energi eller hensætter mig i behageligt tungsind. Dens uhåndgribelighed og grundlæggende uforståelighed er måske det nærmeste, vi kommer noget himmelsk i religiøs forstand.«

Holger Reenberg er selvstændig kurator. Tidligere direktør på HEART Hernings kunstmuseum og kurator på Louisiana, Trapholt og Arken. Han har været kommissær for den danske pavillon på Venedig Biennalen.

© PR

Illiyeen er billedkunstner Eliyah Mesayers fiktive stat for de statsløse, en gruppe, som kunstneren selv tilhørte indtil for få år siden. Siden 2019 har hun løbende tilføjet nationalsymboler i Illiyeens karakteristiske sorte farve, og i dag har staten sit eget postvæsen, nationalsang, uniform, flåde – og en liste af samarbejdspartnere, der løbende udvides.

Det er et smart koncept, på én gang stramt og helt åbent. Fordi staten er normadisk og kollektiv kan den opstå overalt og inkludere en større gruppe ligesindede kunstnere, eksempelvis Angel Wei fra Haloplus+ og poeten Zahna Siham Benamour. Den er et state of mind.

På Den Frie er det trommeduoen Thicket – Adam »CCsquele« Nielsen og Dan Kjær Nielsen – der performede fra hver sin side af et todelt trommesæt. Gennem improviseret trommesolo så energisk, at trommestikker fløj gennem luften, udforskede de den fælles rytme, som opstod, faldt fra hinanden og ændrede karakter undervejs. Et passende symbol på Illiyeens fællesskab; en konstant forhandling og koordinering af tempo og bevægelse.

Undervejs afløstes tommerne af et indspillet lydværk, en sfærisk elektronisk komposition med lavmælt spoken words gemt i lydbilledet. Værket stammer fra én tidligere installation, men er blevet forlænget til lejligheden, hvor også akustiske elementer, indspillet af Cæcilie Trier og Xenia Xamanek, er føjet til. Det havde en sørgmodig, følsom vibe, der stod i stærk kontrast til heftigheden i trommernes buldren. Mesayers poetiske, sortklædte univers og Thickets på en gang stramme og improviserede energiudladning gled perfekt sammen til et fællesskab, man fik lyst til at blive en del af.