Jan-Martin Smørdals akustiske teater knitrer og kvækker
Hans musik er diskret, men helt tydeligt både i tanke og udtryk. Den norske komponist Jan Martin Smørdal vil noget med samskabelse og sociale dynamikker. I værket My Favorite Thing, der fylder det meste af udgivelsen, har han spurgt sine musikere om minder og forsøgt at komponere dem bagefter. I stykket »Flock of Me« er det musikere, der imiterer optagelser af sig selv. I »less-sense« er det Smørdal, der hele tiden korrigerer sig selv via en sanger.
Alt sammen spændende at læse om, men også lidt forkert at sætte i centrum for en samtale om hans album. Musikken er sanselig og interessant – og helt skarpt komponeret. Ofte af skrøbelige perkussive lyde, der interagerer med hinanden i sarte mønstre og holder ørerne på stilke. Så hvorfor som lytter bruge kræfter på at finde rundt i musikkens intellektuelle baggrund undervejs, når man intuitivt kan blive flyttet af lyden selv?
My Favorite Thing ekspanderer over ni satser. Fra små knitrende, raspende, kvækkende, skramlende, dansende mønstre til store, fejende orkesterbevægelser iscenesat af det norske radioorkester. Måske er det alligevel hans metode til at involvere andre menneskers tanker, der kan noget andet og skaber fornemmelsen af scener og dramatik? I hvert fald befinder man sig ofte som lytter i et grænseland mellem musik og akustisk teater. Mest tydeligt overhovedet i »less-sense«, der nærmest som et søsterværk til Luciano Berios »Sequenza III« fra tresserne, med heftigt åndedræt og smukke, vibrerende lydeffekter, lyder som en udelelig blanding af sang og skuespil.
Hun skaber elektronisk guld
SØS Gunver Ryberg har i de seneste par år stået for de mest intense koncerter, jeg har været vidne til. Foran et lydsystem aktiveres hele ens krop, når hendes tordnende trommeprogrammering og lyddesign blæses ind i brystkassen på en, hvor hun har lydt som ingen anden.
Det kom derfor også lidt bag på mig, at den elektroniske tradition klinger så kraftigt i hendes nyeste udgivelse Spine. Tag nu åbningsnummeret »Unfolding«: Elektroniske stortrommer er chanceprogrammeret, så man aldrig er sikker på, hvor mange anslag, der rammer i en takt. Teknikker man kender fra Autechre, men Ryberg adskiller sig markant fra dem. Der er hele tiden større bølgebevægelser, som rækker over de enkelte anslag. Det giver en puls, man kan følge og ender derfor ikke i det (dejlige) kaos, man kender fra Autechre.
I »Mirrored Madness« hører man traditionelle elektroniske lilletrommer, men de looper i granulære ekkoer, så de fremstår som en voldsomt muteret udgave af en klassisk 80’er-lyd. Teknikker man kender fra Aphex Twin, men det er langt mere veludført hos Ryberg.
I det afsluttende ambient-nummer »Levitating Fluid« scannes der igennem samples, som man kender det fra Oval, hvor den samme klang gentages, minutiøst anderledes. Oval har dog aldrig lykkedes med at have et så rørende stort lydbillede som Ryberg.
Kulturteoretikeren Mark Fisher sagde engang, at den elektroniske musik var i en krise, fordi den ikke længere kan opfinde nye lyde. På Spine viser Ryberg, at genren sagtens kan udvikle sig selv, også selvom den klinger af en tradition.
Pulserende mørkehjerte
Til et vist punkt er det fascinerende at lytte til Greta Eacotts syntetiske udgaver af sine ellers akustiske Gestalt Minimal-værker på dette debutalbum i eget komponistnavn.
Hvor ellers end i digitalland får man en så opgejlet, dyb messinglyd med sveddryppende efterklang, som Eacott anvender her? Den enkle faseforskydning på Woodwind & Brass får en eksplosivt legelysten karakter, når de blide træblæsere står over for så umuligt salt en modpart.
Og de syntetiske strygersirener på, ja, Strings samler sig til en ond sværm, et pulserende mørkehjerte, der bereder lytteren på et okkult endeligt. Her bliver den monotone klang til et hypnotisk mordvåben.
Eacott vender ligesom sin praksis på hovedet med den digitale tilgang. I stedet for på gammelavantgardistisk manér at give plads til utrænede stemmer, så lyder korsatsen, Choir, nu som klangløse ånder fanget i et limbo. Musikkens sociale karakter er nådesløst henrettet.
Kun orgelsatsen, Organ, er akustisk. Og det giver straks et andet liv under monotoniens glasklare overflade. Her hører man Christian Balvig skabe en kæmpende krop ud af de asynkrone tonepulseringer, som efterhånden samler sig til en værkende drone, en ulmende, sort sol.
Det menneskelige aftryk ændrer musikkens karakter, nu lyder et bankende hjerte. De øvrige satsers digitale udtryk har en værdi i egen ret med deres legesygt golde opposition til albumtitlen, men orglet lader ane, at de også rummer et helt andet liv. Mit kongerige for endnu et album med akustiske udgaver!
Spiloppebidt altmuligmusik
Spilopagtigt indleder Njyd-kvartetten sit flersidige, men måske især skælmsk anlagte debutalbum med walisisk-københavnske Joss Smiths Transfixed (2018), der jo i bund og grund bare er et vildt sjovt værk.
Slagtøjet holder balkanfest, men får modspil af hakkende fløjtesløjfer og en guitar, der er så løst stemt, at den lyder som et flagrende fiskenet. Kan det blive til musik? Sagtens, både som løssluppent rytmeri og i en spejlvending som nedbarberet, svalt ekko. Sikken skiftevis energi og afmålthed!
Samme humørfulde lune går igen i værker af Morten Ladehoff, Christos Farmakis og Aarhus-uddannede Monika Szpyrka.
I uddraget af Szpyrkas Sustainable Music (2022) snorker musikken sig med flaprende luft gennem en alarmistisk stemning af strøget metal. Det forsigtigt ulmende, vildt fintsansende billede får lov at stå som et akut øjeblik, inden det elegant viftes væk. Fornemt!
Helt anderledes og nærmest stilhistorisk kaster Ladehoff sig i Rotor (2019) over en modernistisk collageform med charmerende kortmotiver: løbske kukure, komiske strengebøjninger, blide akkordeonrul, tændstikstrommer og toneløse pust. Alt sammen i spændstig gentagelse, indtil altså en saxofon bryder med de stramme mønstre og indleder en friere fortælling om flugt.
Den flugt søger samme instrument i Farmakis’ Grumset flod (2016), væk fra jazzklubbet bækkenklang og intimt glidende guitar. Men hurtigt afrettes den af et pludseligt intermezzo med stemte træblokke: i sandhed skælmsk – og et skarpt, alsidigt visitkort fra Njyd.
Yippee ki-yay, Odense!
»Kling, klang, klung,« lyder det omtrent, da aftenens to solister stormer ind ad en bagdør, tilsyneladende midt i et skænderi for bratscher. Ad hver sin trappe nærmer Rafaell Altino og Lawrence Power sig scenen, hvor Odense Symfoniorkester venter. Undervejs standser de op, kigger hen mod den anden, klimprer videre og stønner højt: »Åh!«
Så er vi ligesom igang med uropførelsen af Steingrímur Rohloffs koncert for to bratscher, og hurtigt får de kværulerende solister indrulleret det veloplagte orkester i skænderiet, som søger hidsigt opad i konstant transponerende cirkler. Tubaen byder ind med dybe udråbstegn, og første sats ender i et voldsomt klimaks af iltre fællesstrøg og paukehvirvler.
Langsommere går det – surprise! – i anden sats, som dog ikke kun søger i sentimental retning med besøg af klokkespil, men også gentager et Rohloff-trademark: spisepinde i stedet for buer. Strygerhavets stille kaos af strengeklik lyder, som om nogen er ved at klare opvasken.
Hvor når vi hen i sidste sats? Måske ikke til et decideret X på skattekortet, men i hvert fald forbi flere løjer: hektiske morsesignaler i messing og strygere, vuggende irsk folkemusik, en rapfodet flugtsekvens med indlagt fløjtemissil og et trefoldigt angreb fra stampende pauker.
Rohloffs odenseanske cowboyduel begejstrer publikum, og al denne sprælske tjubang er i sandhed fornøjelig. Kan man savne et akut mellemværende med samtiden? Det kan man godt, men mon ikke det kommer til maj, når samme orkester uropfører Rohloffs War Requiem.
Punktum for en dirigent – kolon foran fremtiden
En nærmest mirakuløst veludført attacca-overgang mellem to værker på henimod 400 års tidslig afstand af hinanden satte hele aftenens tema – at når noget stopper, begynder noget andet – i relief.
Netop i dette øjeblik, hvor Orlando Gibbons’ 1600-talsværk Cries of London og Per Nørgårds Wie ein Kind (1979-80) fandt hinanden, var det, som om den såkaldt tidlige musik og den såkaldt nye musik smeltede sammen til ét, som fandtes tiden ikke længere – som om ingen, heller ikke de optrædende, lige dér egentlig anede, hvad der overhovedet var ny, og hvad der var tidlig musik.
Nogle minutter tidligere havde tre af sangerne fremført aftenens titelværk, Machauts snurrige 1300-tals-rondeau Ma fin est mon commercement, hvor den korte tekst så at sige kommenterer musikken ved at beskrive, hvad der går for sig i den.
Og nu, hvor Cries of London og Wie ein Kind strejfede hinanden, var det, som om at selve koncerten, inspireret af Machauts rondeau, begyndte at kommentere sit eget indhold: Tidlig og ny musik fremstod ikke blot som hinandens begyndelse og afslutning, men også som to epoker, der paradoksalt nok betingede hinanden – nøjagtigt, som det altid har været tilfældet for Ars Nova Copenhagen selv.
Koncerten markerede finurligt, men usentimentalt, afslutningen på Paul Hilliers tyve år lange tid med koret. Men med Caroline Shaws helt uforglemmelige how to fold the wind (2021), der afsluttede koncerten, viste koret samtidig, at begyndelser altid vil optage det. Tak for al musikken, Paul Hillier.