Kortkritik
30.08.2022

Kirkerave med lammeskyer 

Aarhus Festuge: »Rum der forkynder« – SKY H1 & Mika Oki
© Martin Dam Kristensen
© Martin Dam Kristensen

Under den korsfæstede Jesus stod SKY H1 og Mika Oki ved deres mixerpulte indhyllet i en to-tre meter høj cirkel af semitransparent hvidt stof. Elektroniske orgeldroner strømmede ud i rummet, blandede sig med lyden fra en røgmaskine. Over os bredte sig blåt lys. 

Industrielle trommer og breaks blandede sig med det flydende soundscape tilsat fuglefløjt og melodisk synth indtil tunge basbeats tog over. Kunstnerne lignede pixelerede sort/hvide figurer i det runde tårn over en himmel skabt af lyskegler og røg. Angelisk synthkor afløstes af en basdrone, imens en solopgang brød frem i blå, røde og grønne nuancer.

Blåt lys og røg dannede lammeskyer, Jesus lyste op i glimt, kegler af stroposkoplys kastede sig ud over publikum, og det, som begyndte med orgeldroner og fuglefløjt, udviklede sig til et technorave med hårde og hurtige slag på elektroniske olietønder. 

På tre kvarter havde SKY H1 og Mika Oki opbygget, gennemført og afsluttet et technorave. En imponerende bedrift, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt man skal høre hård house i en kirke, hvor flere kan være med, imens de kunstneriske og æstetiske aspekter af genren fremhæves og bevæger musikken fra lyssky undergrund til kunst i de hellige haller. Principielt: Ja. I praksis skabte de hvidkalkede vægge og hvælvinger en hård refleksion af lyd og lys, og det var usikkert, om kunstnerne havde taget højde for, at de ikke længere optrådte i en mørk natklub. 

Et komprimeret kunstværk, der dog ikke kan konkurrere med sine rødder i deres naturlige habitat, hvor tid, bevægelse og rum er vigtige faktorer for den fulde oplevelse.   

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

»Musik er for mig en afgørende døråbner til følelser og fællesskab, som ellers ville være udenfor rækkevidde. De bedste numre kan ændre mit humør og stemningen med mine nærmeste på en næsten magisk måde. Ingen andre former for kunst har noget, der minder om den virkning for mig.«

Bjarne Corydon er chefredaktør og CEO for Børsen. Han er tidligere finansminister og har også været partner hos McKinsey, er far til fire børn mellem 14 og 24, der er de bedste DJ’s og musikinspirationskilder, der findes.

© Niklas Ottander

»Music is a deep, but not serious, spiritual practice, in which creator, collaborator, and consumer alike are their own personal pope.«

James Black (b.1990) is a composer, performer, and artistic director of Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. Originally from Bristol, England, they moved to Copenhagen in 2013. Black's works have attracted a large amount of attention both nationally and internationally for their signature combination of artistic courage and vulnerability, described by the Danish Arts Council as »a universe of real madness where everything goes«. Their work is a deep and personal exploration of topics such as religion, loss, and queer identity, that is unafraid to be stupid or serious in any direction.

Kortkritik
14.02

Krøllede bobler fra Leipzig

Oh No Noh: »As Late As Possible«

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.



Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.



Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

© Søren Lynggaard

»Musik for mig er det pinlige, pinsomme og følsomme, herlige og menneskevarme rum, som vi skaber mellem hinanden når vi laver lyde med vores kroppe. Helt uforklarligt og ud-i-rummet rådende, ude af vores sind – ikke længere indestængt – men nu blandt os! Livet!«

Thorbjørn Radisch Bredkjær (1987), bedre kendt som Bisse, er en dansk sangskriver og musiker. Bisse var tidligere aktiv som sangskriver i bandet Spillemændene, men startede sin solo-karriere i 2014 med EP'en ER VI PÅ?, efterfulgt af debutpladen, PMS, i 2015. PMS var første del af den såkaldte blod-trilogi, som også består af Umage og Happy Meal. I 2016 kom Højlandet, som var første skud i hans Danmarks-trilogi, som blev fuldendt med 19. 6. 87 (2017) og Tanmaurk (2018). Sidstenævnte blev indspillet i samarbejde med symfoniorkestret Copenhagen Phil.

Kortkritik
13.02

Jeppes soundtrack

Christian Lollike: »Jeppe på bjerget«
© Rumle Skafte
© Rumle Skafte

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.  

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live. 

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.