Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år. 

Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis. 

Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen. 

Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe. 

Gik man og troede, at ny opera kun kunne være kras-realistiske skildringer af verdens forfald, kunne man efter Sky in a Small Cage på Copenhagen Opera Festival godt tro om igen. Festivalens sidste værk pegede i en helt anden retning: mystikken, håbet, kærligheden. Alt sammen floskler, men absolut ikke i hænderne på komponist Rolf Hind og librettist Dante Micheaux. Sammen har de spundet den mest mageløse opera om sufi-digteren Jalal al-Din Rumi. 

Det var lige så meget fortryllelsen i Rumis poesi, som det var myten om digteren selv, der drev værket. Faktisk var det forrygende svært at skelne mellem poesi og virkelighed: Karakteren Rumi blev genstand for sin egen storladne digterkunst. »It might as well be called a death: the gate you must go through to enter yourself or beloved«, sang en fortællertype i starten. Kærlighed er selvudslettende overskridelse, forstod man. Et tærskelfænomen, der somme tider kræver sine ofre. 

Den drømmende dobbelthed fungerede som ledetråd for hele forestillingen. Det var en fornøjelse af høre mystikken brede sig i musikken, som var fænomenalt orkestreret i dryppende gamelan-klokker og bedeskåle, dobbelt-op på harpe, feststemt klaver og flere pumpende tommer, end Lars Ulrich turde drømme om. 

Og hvad så med fuglen, buret og idéen om frihed? I Sky in a Small Cage var friheden ikke et spørgsmål om at åbne buret og slippe fuglen fri. Den var lokaliseret i selve kaldet, i sangen, musikken og poesien, som en håndsrækning mod den anden i en form for kærlighedsrus. Åh ja, de store spørgsmål lever stadig i operaen. Gudskelov. 

Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed. 

Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer. 

Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig. 

Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent.