kortkritikrelease
21.05

Kunstig intelligens på autoplay

Slopcore: »Simon Littauer«
© PR
© PR

Automatiseringens logik har længe været del af moderne musikproduktion. Men hvad sker der, når den ikke længere blot assisterer, men overtager selve den kreative proces og udfoldelse? Simon Littauers Slopcore er et af de seneste bud. Lyden af det AI-drevne projekt er ikke som sådan radikal, men interessant fordi Slopcore er flere ting på én gang: både et konkret take på en kunstnerisk praksis fremtvunget af de seneste års AI-udvikling og et symptom på de altomsiggribende datamodeller, der diskuteres voldsomt i disse år.

Slopcore mimer en velkendt streamingplatform-logik, men hvor musikken her genereres i realtid og lydstrømmen løbende tilpasser sig lytterens adfærd, idet man proaktivt kan like output’et eller skippe videre, når man vil. Det simple interface med play, pause og *heart* akkompagneres af en pointillistisk bølge som visuelt understreger, hvordan Slopcores udtryk genremæssigt snor sig gennem genkendelige elektroniske landskaber af house, 00'er-electronica, IDM, techno, drum'n'bass, ambiente synthflader etc. etc. For det meste rytmisk, harmonisk og melodisk konsistent, ikke alt for eksperimenterende. 

Som en AI-boostet forlængelse af Littauers øvrige musikalske praksis – der allerede har stærke iboende aleatoriske og algoritmiske elementer – giver det hele god mening. AI forsvinder ikke som teknologi, og parallellen til fx Spotifys voksende AI-satsning eller en platform som Suno er oplagt nok. Littauers afsenderposition som etableret elektronisk musiker vikles ind i en dybt kommerciel og uigennemsigtigt data-arkitektur (læs: Googles). Og valget af titel refererer åbenlyst (ironisk?) til »AI slop«-begrebet, som dækker over den generiske, sjælløse overproduktion af billeder og lyd, der oversvømmer alle digitale platforme. Foruden at være en sjov lytteoplevelse, kan Slopcore ses som et relevant – måske i disse tider, ligefrem modigt – partsindlæg i en forvirrende, verserende debat om kunstnerisk integritet og autenticitet i en kulturverden, der ikke kan beslutte sig for, om den vil kæmpe imod eller bare logge ind. 

kortkritikrelease
04.04.2025

Eksplosiv jazz bygger op og brænder ned

Amalie Dahl: »Breaking/Building Habits«
© Margit Rønning Omholt
© Margit Rønning Omholt

Allerede fra første taktslag mærker jeg en særlig energi – saxofonist og komponist Amalie Dahl, i samspil med vibrafonist Viktoria Søndergaard, guitarist Viktor Bomstad og trommeslager Tore Ljøkelsøy, udfolder en unik balance mellem ro og behersket vildskab. Tag for eksempel udgivelsens andet nummer, der åbner i et dvælende tempo med en duet mellem Søndergaards vibrafon og Dahls saxofon. Til tider smelter deres spil sammen i harmonisk dialog, andre gange brydes samspillet af kontrasterende bevægelser. Som en samtale veksler instrumenterne mellem rolige antydninger og livlige udbrud. Det er en fryd at lytte til musik, der flyder så ubesværet. Halvvejs inde sparker Bomstad pludselig døren op med sin guitar og kaster sig ind i samtalen med eksplosiv kraft. Hvor jeg for få øjeblikke siden nød Søndergaards og Dahls fint afstemte samspil, overvældes jeg nu af det flammende, støjrockede kaos, som Bomstad antænder – og jeg elsker hvert sekund af det.

Således emmer alle tre af albummets numre af spilleglæde, selvsikre kompositioner og imponerende frie løb. Lytteren holdes på kanten af sædet, vel vidende at de fire musikere på et øjeblik kan få et ellers hyggeligt stykke til at detonere. Med Breaking/Building Habits eksemplificerer Dahl og hendes medspillere den helt unikke vitalitet ved den delvist komponerede, delvist improviserede jazzmusik. De bygger op og brænder ned, om og om igen, og man kan som lytter ikke stille andet op end at overgive sig til deres overbevisende styrkedemonstration.

© Isak Hoffmeyer

»Musik er for mig livseliksir og en fundamental måde at udtrykke mig på.«

Den danske jazzsanger og sangskriver Mette Juul har igennem årene fundet sit sted mellem singer-songwriter-traditionen og jazzens univers, hvor historiefortællingen og det stemningsfulde lydbillede er i fokus. Hun er aktuel med albummet Thank You & Other Stories, der indeholder en række originale sange inspireret af verden omkring os i dag. Ligesom hendes forrige album CELESTE rummer albummet også nyfortolkninger af jazzklassikere og sange af sangskrivere som Bob Dylan og Joni Mitchell. For øjeblikket optræder hun med den svenske guitarist Andreas Hourdakis, hendes akkompagnatør igennem mange år Heine Hansen på klaver og bassisten Mikkel Riber. 

© PR

»Musik er for mig den korteste afstand mellem mennesker, lige efter et smil. Som musiker i et stort symfoniorkester med mange nationaliteter, skiftende dirigenter osv. er musikken det sprog, hvor vi kan mødes i dyb forståelse, selvom forudsætningerne udadtil – sprogligt, generationsmæssigt, politisk – kan synes svære. Musik er også en stor transformerende, manipulerende og forstærkende kraft på stemninger og følelser, og tit har jeg faktisk brug for at sætte musikken på pause i privaten. Jeg bruger gerne musik aktivt til at komme helt ned eller tilsvarende op i gear, men jeg undgår musik som konstant lydkulisse, da det kræver for meget af min opmærksomhed.«

Anna Juuliska Nykvist er fløjtenist i DR symfoniorkesteret, tidligere fløjtenist i Copenhagen Phil. Født og opvokset i Finland, studeret på Sibelius Akademiet i Helsingfors og på DKDM i København.

kortkritikrelease
30.03.2025

Mathias Reumert Group forstår kunsten at lege med lyd

Mathias Reumert Group feat. Anna Caroline Olesen & Hsiao-Tung Yuan
© PR
© PR

Mathias Reumert Group er et legesygt og tæt sammenspillet slagtøjsensemble. Det stod allerede klart, da man trådte ind i KoncertKirken – langsiden af salen var massivt fyldt med et imponerende arsenal af slagtøjsinstrumenter, klar til at vække rummet til live. Først på programmet var en skøn fremførelse af György Ligetis »Síppal, Dobbal, Nádihegedüvel« med sopran Anna Caroline Olesen. Et værk båret af humor og evigt omskiftelige men velplacerede lyde: mundharpe, dommerfløjter, marimba, tubular bells og meget andet. Vi var endda så heldige at høre den sidste sats to gange.

Det tidlige ekstranummer løsnede op i det ellers lidt fortærskede koncertformat; først et værk, så det næste og så fremdeles. I ny-musik ensembler ser man oftere og oftere kuratoriske og konceptuelle rammer for koncerterne. Måske en udvikling, dette nysgerrige ensemble kunne få glæde af? Til sidst var Chiung-Ying Changs »Solar Myth« – et musikteater fæstnet i taiwanesisk kultur, hvor rekvisit og instrument gik ud i et. Tre maskerede væsener spillede sagte på en stortromme, som indledte de et ritual. Men ritualet blev brat forstyrret, da en fjerde percussionist trådte frem og udøvede modstand med marimbaens toner. De tre væsener svarede igen med skarpe, gennemtrængende smæld fra deres knaldrøde vifter – men marimbaen gav ikke efter. Det udviklede sig til et sprængfarligt lydbillede af metallisk slagtøj, der lød lyst, klirrende og dansende. Dramaturgien syntes formet af en dyb forståelse for musikkens væsen. Henrivende. Man forlod KoncertKirken lidt højere, gladere og mere legesyg.

»Musik er sjælens sprog. Den korteste vej mellem mennesker adskilt af afstand, tid eller savn. Udover poesi, er musik det tætteste, vi kommer på kærlighed uden fysisk berøring. Musik er en større energikilde end fossile brændstoffer og musik kan vise os verdner, vi ikke vidste fandtes – inde i os selv. Få ting kan få os til at lette røven hurtigere end musik kan. Og nærmest intet andet kan endelig få os til at holde kæft.«
 
Brian Nygaard er journalist hos Weekendavisen, hvor han skriver om cykelsport og kunst. Der udgiver han også nyhedsbrevet Hjertets Bjerge, der tilbyder en anderledes refleksion over den gamle sport. Han har udgivet flere bøger om samme emne, blandt andet Iltgæld sammen med kunstneren Erik A. Frandsen (Gyldendal 2020). Han arbejder også som ekspertkommentator hos DR under Tour de France. Nygaard har en kandidatgrad i filosofi fra Aarhus Universitet med speciale i semantik og epistemologi, men det teoretiske har ikke tynget hans virke de seneste år, hvor han udover journalistgerningen er begyndt at producere pinot noir fra det kolde klima ved Stillehavskysten i det nordlige Californien under sit nye label, Oceanic.